93-årige Olga blev rørt til tårer i cirkus
Solen skinnede om kamp med de brede smil, da Horsens Kommune inviterede de ældre en tur i cirkus
Fredag formiddag havde Horsens Kommune inviteret samtlige af sine plejehjemsbeboere og brugere af daghjem en tur i Cirkus Arena.
De ældre havde også mulighed for at invitere to gæster med hver.
Olga Svanberg Clausen på 93 år fra Tamdrup Plejecenter var en af de ældre, der blev budt indenfor i cirkusteltet.
- Det er en fantastisk oplevelse med det store telt. Man tror ikke sine egne øjne. Der er flag og blå himmel, det er fantastisk, vi glæder os rigtig meget, siger hun til TV SYD.
Minderne væltede frem
Så vidt Olga husker, så var hun senest i cirkus tilbage i 1980. Derfor var det også noget af en oplevelse, hun fik sig.
- Jeg var lige ved at tude til at begynde med. Det var jeg, for da musikken begyndte, væltede minderne frem, siger hun til TV SYD.
Der var ikke meget tvivl at spore hos hende - dagens arrangement var en stor succes.
- Hvor er vi utrolig heldige. Vejret er soleklart, og der er ikke en sky på himlen. Tænk, at man kan få lov at opleve sådan en forestilling på sine gamle dage, siger Olga Svanborg Clausen til TV SYD.
Omtrent 1.300 ældre, frivillige, pårørende, ledere og personale deltog i dagens begivenheder.
Se mere i tv-indslaget nedenfor: