Greve driver ny type skovbrug: Bliv begravet i min skov
En alternativ begravelsesplads er på vej i Horsens. Snart vil man kunne blive begravet under store træer midt i skoven
Horsensianerne får snart en helt ny mulighed, når de skal vælge, hvor de vil begraves. En gravplads i Stensballe Skovs dybe, stille ro er snart en realitet. Greve Henrik Ahlefeldt-Laurvig kom på ideen, fordi han ledte efter en ny måde at drive skov på.
- Landbrug og skovbrug er ikke en guldgrube, så man finder på alternativer. Derfor kom vi på det med skovbegravelser, siger skovejer Henrik Ahlefeldt-Laurvig til TV SYD.
Der må kun nedsættes urner på begravelsespladsen, og det er ikke meningen, den skal ligne en kirkegård. For at sikre det må der ikke være anden beplantning end den naturlige, man må ikke lægge blomster, og der må heller ikke være gravsten, man tydeligt kan se.
- Man må gerne lægge noget økologisk nedbrydeligt, og hvis man ønsker at få lagt sin urne ned ved et bestemt træ, kan vi lægge en lille plade i jorden, siger Henrik Ahlefeldt-Laurvig.
Kan blive populært
Bedemand Mikael Søgaard tror godt, skovbegravelser kan blive populært.
- Vi ved fra Juelsminde, hvor der er en skovkirkegård, at det har været rigtig populært, og der har det været svært at få en plads, siger han.
Læs også:
Skovkirkegården i Juelsminde hører under folkekirken. Det kommer begravelsespladsen i Horsens ikke til at gøre. Forarbejdet til den nye begravelsesplads er gjort, og skovejeren fortæller, der er flere, der har spurgt, om de kan blive skrevet op til en plads.
Den nye gravplads er klar til årsskiftet, men før den første urne kan blive sat i jorden, skal kirkeministeriet give sin endelige godkendelse af begravelsespladsen.