Aarhus-firma bag nyt spil: Har du prøvet 'Slette Mette'?

Kommunikationsrådgiver mener, at det satiriske spil kan gøre lige så ondt på regeringen som klassiske, kritiske spørgsmål fra oppositionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I spillet gælder det om at undgå at blive fældet af mink, journalister, coronavirus og andre udfordringer. Foto: Heimdal Games
Af Maja Langberg
I samarbejde med tv2.dk

Hvordan ville du som statsminister have håndteret minkskandale, slettede sms’er og stædige journalister?

Det kan du nu afprøve i et nyt mobilspil kaldet 'Slette Mette', som lørdag morgen topper listen over mest hentede gratis iPhone-spil.

Spillet er udviklet til både iPhone og Android. Det er den aarhusianske spiludvikler Heimdal Games i Risskov, der stor bag.

Udviklerne beskriver selv spillet som ren sjov og fritaget for politiske budskaber. Men det er også et spil, som kommunikationsrådgiver med speciale i politisk og digital kommunikation Benjamin Rud Elberth vurderer som en dårlig nyhed for Mette Frederiksen og regeringen.

Sms-sagen har nu ramt hele befolkningen

Spillets titel henviser til statsministerens øgenavn, som flere medier har adopteret i forbindelse med sagen om de slettede sms’er. I spillet skal man da også blandt andet forsøge at undvige sms-korrespondancer.

Spillet kan sagtens flytte mennesker og holdninger.
Benjamin Rud Elberth, kommunikationsrådgiver

Ifølge Benjamin Rud Elberth er spillet et tegn på, at den omtalte sag nu er nået ud til den sidste gruppe af befolkningen: De unge, der ikke interesserer sig synderligt for politik.

- Det her spil er skidt for regeringen. For det viser, at sms-sagen nu har ramt alle målgrupper. Både parnasset, der abonnerer på Altingets nyhedsbrev, hr. og fru Danmark ude ved kakkelbordene og de unge, der ikke snakker om politik i forvejen, siger han.

Spillet skriver sig ind i en stor satiretradition, hvor politiske sager på grund af internettet får et ekstra liv og et yderligere twist, fortæller kommunikationsrådgiveren.

- Pludselig skal magthavere og politikere forholde sig til et sindssygt fragmenteret mediebillede, hvor man også taler om Slette-Mette i et iPhone-spil, siger han.

Spillet gik i luften for tre dage siden og er indtil videre blevet hentet omkring 15.000 gange på iPhone og Android. Foto: Heimdal Games

77-årig milliardær med på bølgen

De politiske sagers forlængede liv kan eksempelvis ses i form af hashtags på Twitter eller memes.

Memes består ofte af billeder, som brugere har puttet humoristisk tekst indover. De kan også indeholde billedmanipulation, ligesom nedenstående meme fra Instagram-profilen Fantastiske Forældre.

Og særligt i amerikansk politik ses det ifølge Benjamin Rud Elberth, at det især har betydning for den yngre målgruppes holdninger, når politik migrerer ud i det satiriske område. Derfor prioriterer mange amerikanske politikere at være aktive på den front.

Blå fløj er notorisk bedre i meme- og satireland.
Benjamin Rud Elberth, kommunikationsrådgiver

Eksempelvis sås det i 2020, at den dengang 77-årige milliardær og tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg indgik et samarbejde med en række populære Instagram-profiler i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat i USA. Han betalte dem blandt andet for ironiske memes, der skulle gøre grin med hans alder og store formue.

Herhjemme ved vi endnu ikke meget om, hvad det har af betydning, når politikerne selv forsøger sig med sjov og satire. Dog henviser Benjamin Rud Elberth til Instagram-profilen DKpolmemes bestyret af Liberal Alliances kampagnechef, Mads Korsholm, som et eksempel på et satirisk indspark med "urolig meget slagkraft".

Generelt mener Benjamin Rud Elberth, at satiriske stikpiller herhjemme primært bliver sendt fra blå blok mod rød.

- Lige i øjeblikket kan det også have betydning, at de røde sidder på magten, for ofte handler satire om at gøre grin med magthaverene. Men blå fløj er notorisk bedre i meme- og satireland. Blandt andet anført af LA (Liberal Alliance, red.), siger Benjamin Rud Elberth.

Eksempel fra DKpolmemes:

Kan flytte holdninger

Udviklerne af spillet, Heimdal Games, fortæller, at idéen opstod, da medierne begyndte at skrive om Slette-Mette for omkring en måned siden.

- Det hele begyndte at virke som en komedie. Havde en amerikansk film portrætteret minkskandalen og dens følger, havde man jo ikke troet, det var virkeligt, siger direktør i virksomheden, Peter Poulsen.

'Slette Mette' er gratis og er derfor i stedet udstyret med reklamer for at få økonomien til at løbe rundt. Men Peter Poulsen forventer ikke, at spillet bliver en god forretning.

- Vi har siddet tre mand i omkring tre uger. Så skal der alligevel tjenes nogle penge, og det gør sådan noget kun, hvis man virkelig rammer guld. Det er svært i Danmark, siger han.

Peter Poulsen understreger, at den primære grund til spillets tilblivelse derfor er, at forløbet omkring minkskandalen og de slettede sms’er simpelthen var for sjovt til ikke at lave et satirisk spil. For direktøren fastslår også, at spillet ikke har en politisk agenda.

Ingen politiske interessenter har derfor haft en finger med i tilblivelsen af spillet, siger han.

- Vi har ikke haft kontakt til nogen, hverken før eller efter spillet er publiceret, og det har heller aldrig været meningen, at der skulle være et bestemt politisk budskab. Hvis det var tilfældet, kunne man jo have afsluttet spillet med en rigsretssag, hvis man var modstander af Mette Frederiksen eller modsat visualisere, at hun ville blive siddende på magten for evigt.

Men spørger man Benjamin Rud Elberth, kan et spil som 'Slette Mette' gøre lige så ondt på regeringen som klassiske, kritiske spørgsmål fra oppositionen.

- Udviklerne har formået at få hele Mette Frederiksens portefølje af svære sager med. Og kampagne og kommunikation virker jo, hvilket det her er. Spillet kan sagtens flytte mennesker og holdninger, siger han.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Statsministeriet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her