Berøringer i nattelivet er et problem, mener hver anden ung: - Det er vildt respektløst
Samtidig mener 53 procent af de adspurgte mænd, at det er ydmygende, at blive uopfordret rørt af en fremmed.
Musikken blæser ud af højtalerne på et diskotek i Horsens.
Svedige kroppe danser tæt på dansegulvet, og hænder griber fat om fremmede kroppe.
Men er det overhovedet i orden at røre ved en person, man ikke kender?
Ikke hvis man tager udgangspunkt i de nyeste tal fra en Megafon-undersøgelse, som TV 2 ECHO har fået lavet.
Her blev 500 danskere mellem 18 og 35 år spurgt, om de mener, at uopfordrede berøringer i nattelivet er et udbredt problem, og knap halvdelen svarede, at de var enige. Til sammenligning mener 14 procent, at det ikke er et problem.
Samtidig svarede 78 procent, at de opfatter et uopfordret klask i røven eller anden berøring som grænseoverskridende.
"Det er jo mine kropsdele"
En af dem er 25-årige Kristine Kristensen.
TV 2 ECHO møder hende i byen i Horsens.
Kristine Kristensen fortæller, hvordan hun under Aalborg Karneval oplevede, at hun op til flere gange blev uopfordret rørt af fremmede mænd.
- Jeg mistede tal på, hvor mange gange jeg blev taget på, siger hun og fortsætter:
- Det er altid skide ubehageligt. Det føles helt vildt respektløst, at der er nogen, der kan finde på at gøre sådan noget, uden at man er med på den.
Heller ikke 20-årige Natascha Lund bryder sig om at blive rørt af personer, hun ikke kender. Hun fortæller, at selvom hun står omringet af sine veninder på dansegulvet, så slipper hun ikke for nysgerrige hænder.
Hun oplevede det få timer forinden, TV 2 ECHO taler med hende.
- Vi (mine veninder og jeg, red.) var bare ude og danse. Det tager folk som en velkomst, og at de gerne må tage mig på røven.
- Personligt synes jeg, det er krænkende og intimiderende. Det er jo mine kropsdele, fortæller hun.
Grænseoverskridende eller et kompliment?
Meget tyder på, at det ikke ser meget anderledes ud hos mændene. Det understreger Megafon-målingen, hvor 53 procent af de adspurgte mænd stemte i, at de finder det ydmygende, når de bliver taget på i nattelivet.
Under skæret fra et blåt diskotekslys ved Nørregade i Horsens fortæller Laurids Buck Pedersen på 18 år, at han både har oplevelser med at blive taget på ballerne og i skridtet af fremmede kvinder.
- Det hører slet ikke hjemme på dansegulvet. Det er ubehageligt, og kvinderne ville selv blive chokerede, hvis jeg gjorde det på dem.
Og mens nogen føler, at deres grænser overskrides, er der andre, der mener, at man burde se lysere på situationen.
- Man kan jo også tage det som et kompliment. Det betyder jo bare, at man viser interesse for den modsatte part, siger 18-årige Ding Akec.