Højbjergmordet: 50 år efter er ny teori opstået

Der var friskbrygget kaffe på stålkanden den formiddag i november 1967. Selvom det var en helt almindelig dag, var der dækket op med servietter og malet porcelæn. Der stod friske margueritter på sofabordet.

Til bords sad forstadsfruen Marie Lock-Hansen og hushjælpen, Irma Rasmussen. Maries tøjstil var elegant med velsiddende kjoler og smarte spadseredragter. Hun var kendt i sin omgangskreds for at have sans for indretning. Hun elskede at finde antikviteter og nips, som hun stillede rundt omkring i den to etager store villa på Hestehavevej i Højbjerg syd for Aarhus.

Den sædvanlige formiddagskaffe blev afbrudt af, at det ringede på døren. Hushjælpen rejste sig fra sofaen, men Marie Lock-Hansen stoppede hende.

- Jeg skal nok selv lukke op, det er jo nok alligevel en, som skal tale med mig, sagde hun og rejste sig fra kaffebordet og gik ud i hallen.

Den 43-årige Marie var egentlig vokset op under trange kår, men i 1953 giftede hun sig med sin succesfulde og yderst velhavende chef, den 16 år ældre Oscar Lock-Hansen, og rykkede dermed ind i den arkitekttegnede villa og det bedre borgerskab.

Marie Lock-Hansen var i godt humør, selvom hun havde en travl dag foran sig. Efter Oscar havde tjent en formue på at sælge sit ingeniørfirma, underviste han udelukkende på Århus Teknikum, og Marie stod for at duplikere hans undervisningsmateriale i villaens kælder.

Lukkede selv morderen ind

Den 51-årige Irma Rasmussen hørte inde fra sofaen i stuen, at fruen og en mand talte sammen ude i entreen. Hun kunne ikke høre, hvad manden sagde, men det var hendes opfattelse, at han havde noget, han ville vise Marie Lock-Hansen.

Marie virkede ikke synderligt interesseret i at lukke manden ind.

- Jeg har altså så travlt i dag, men hvis De kan gøre det kort og godt, så kom indenfor, sagde hun, hvorefter hun fulgte ham ind på det lille kontor og lukkede døren efter dem.

Manden åbnede den mappe, han havde med, og tog en Walther P38 op.

Han rettede pistolen mod hende og trykkede på aftrækkeren. Manden ramte Marie Lock-Hansen med tre skud, og benene gav på et splitsekund efter under hende. Hun faldt til jorden, og blodet sivede ud på gulvet i kontoret.

Inde fra kaffebordet i stuen hørte Irma Rasmussen fruen skrige.

Stod ansigt til ansigt med en morder

En anelse tøvende rejste hun sig og gik ud i hallen. Døren ind til kontoret, hvor Marie Lock-Hansen lå blødende på gulvet, blev åbnet, og hushjælpen stod ansigt til ansigt med gerningsmanden.

Han rettede sin Walther P38 direkte mod hende. Hun nåede dårligt at reagere, før han trykkede på aftrækkeren.

Projektilet ramte hende i højre del af lysken og gik gennem tyndtarmen, blæren og hovednerven i højre ben. Hun faldt om og brækkede en knogle i hoften, da hun ramte fliserne.

- De rører Dem ikke, sagde manden roligt, hvorefter han forsvandt.

Her lå den 51-årige hushjælp i voldsom smerte og holdt sig for øjnene. Hun frygtede, at manden ville skyde hende igen.

Nede i husets kælder arbejdede Marie Lock-Hansens medhjælper, Lissi Christensen. Hun havde hørt larm oppe fra stueetagen og råbte, ”hvad er der på færde?”.

Den hårdt sårede Irma bad hende skynde sig at tilkalde politiet. Selv slæbte Irma sig gennem stuen og ud på terrassen, hvor hun råbte efter hjælp.

Lissi Christensen løb ud ad kælderdøren og ud på den trafikerede Oddervej, som husets ene gavl vendte ud mod. Her løb hun mod Højbjerg Torv og passerede en mand, der gik i samme retning som hende. Han var iført en blå cottoncoat og virkede ikke til at reagere på, at Lissi Christensen afgjort lignede en kvinde, der havde brug for hjælp.

Lissi Christensen fortsatte, til hun nåede til Hestehavevej, hvor hun mødte en nabo, der løb ind og ringede efter politiet.

Kort efter var alt kaos. Et utal af politifolk, nysgerrige naboer, journalister, pressefotografer og ambulancefolk fór rundt på Hestehavevej 2B, der på få minutter den formiddag havde forvandlet sig til et blodigt gerningssted. Inde i Aarhus blev Oscar Lock-Hansen afbrudt midt i sin undervisning og kørt ud til villaen.

Tiden stod stille, da han trådte ud af den lille hvide Morris Mascot, som han var blevet hentet i. En politibetjent brød tavsheden og fortalte ham, at hans kone var blevet skudt, og at de forgæves havde forsøgt at genoplive hende.

Benene forsvandt under Oscar Lock-Hansen, og han landede på alle fire uden foran huset.

- De har slået hende ihjel!, udbrød han.

Et nyt motiv i det uopklarede mord

Mordet på Marie Lock-Hansen er blevet en af danmarkshistoriens mest mystiske mordsager. Den er i dag - 50 år efter - fortsat uopklaret på trods af, at politiet brugte omkring 100.000 efterforskningstimer og afhørte 20.000 personer.

Hele sagen fylder 57 meter på hylderne hos Østjyllands Politi. Men nu viser det sig, at den kan være tættere på en opklaring end nogensinde.

Forfatteren Peer Kaae har gennem tre år gravet i sagen. Han har som noget helt særligt fået adgang til store dele af politiets efterforskning. Alle nulevende kilder er blevet interviewet, og det er blevet til bogen ’Maries Morder’.

Her peger han på den mand, som, han i dag mener, er den mest sandsynlige morder.

Men for at forstå, hvorfor Marie Lock-Hansen skulle dø, er vi nødt til at spole tiden langt tilbage. Helt tilbage til 1947, hvor Marie og Oscar slet ikke kendte hinanden. Det er her, forfatteren Peer Kaae mener, at motivet opstod.

Dengang var Oscar Lock-Hansen gift med en anden kvinde, Vera Lock-Hansen. Parret fik i 1947 besked fra lægen om, at Oscar ikke kunne få børn. Derfor valgte de i stedet at adoptere datteren Elisabeth.

Alt gik godt i den lille familie på tre. Udover at arbejde som civilingeniør var Oscar Lock-Hansen aktiv i en lokal politisk afdeling i Aarhus. Her mødte han en mand, som skulle vise sig at spille en helt særlig rolle i Peer Kaaes mordteori.

I bogen ’Maries morder’ bliver han omtalt som Repræsentanten. Det kalder vi ham også i denne artikel. Det gør vi, fordi manden døde for flere årtier siden og derfor ikke har mulighed for at svare for sig. Derudover har politiet ingen konkrete beviser imod ham. Det er altså udelukkende Peer Kaaes research, der udpeger ham som mulig gerningsmand.

Repræsentanten var aktiv i en politisk organisation sammen med Oscar Lock-Hansen. Og det var ikke kun politisk, at de to var et makkerpar.

En særdeles uventet graviditet

De besluttede sig for at bygge et fælles sommerhus på en grund syd for Aarhus, som Repræsentanten havde købt.

Repræsentanten og hans kone havde samme problem som Oscar og Vera. Hos dem var det dog konen, der ikke kunne få børn, fordi hun havde haft en graviditet uden for livmoderen. Derfor gik de også i gang med at søge om adoption.

Men mens de to vennepar i sommeren 1952 hyggede sig med at bygge sommerhuset, skete der pludselig noget temmelig mystisk.

Oscars kone, Vera, blev gravid. Men hvordan kunne det lade sig gøre, når Oscar fem år forinden havde fået beskeden om, at han ikke kunne få børn?

Oscar ender i dyr skilsmisse

Det skulle vise sig, at Repræsentanten havde en kærlighedsaffære med Oscars kone, Vera. Det faldt ikke i god jord hos den ærekære Oscar Lock-Hansen. Dengang var det især ikke velset, at kvinden i et ægteskab lå i med andre mænd.

Derfor var årene efter præget af opgør, forhandlinger og hemmeligheder. I november samme år stoppede Oscar Lock-Hansen sit politiske samarbejde med Repræsentanten og forlod endegyldigt politik. Et halvt år efter fødte Vera en søn.

Oscar og Veras skilsmisse skulle vise sig at blive en dyr omgang for ham. Han forærede hende sin andel i sommerhuset, finansierede hushjælp og lejlighed og indvilgede i at betale et klækkeligt beløb hver måned i børnebidrag til den søn, som i virkeligheden slet ikke var hans.

Peer Kaae peger i dag på, at Oscar gik med til alt dette mod, at Vera holdt på deres hemmelighed om den uægte søn.

I skilsmisseforhandlingen insisterede Oscar Lock-Hansen også på at få indskrevet, at de skulle skilles, fordi han havde fundet en anden. Den anden var den unge smukke Marie, som han i månederne op til skilsmissen havde fået øjnene op for.

Ydmygelsen i at være blevet bedraget og tilmed skulle være far til en søn, der ikke var hans egen, måtte for alt i verden ikke komme frem.

- Oscar Lock-Hansen var en brysk herre, der gik meget op i sin fremtoning. Derfor ønskede han under ingen omstændigheder, at nogen skulle få kendskab til, at han ikke kunne få børn, og da bestemt ikke, at hans gode ven havde ligget i med hans kone, siger Peer Kaae.

Men selvom Oscar Lock-Hansen afbrød al kontakt med Repræsentanten, lod sig skille fra Vera og giftede sig med Marie, spøgte affæren ifølge Peer Kaae i alle årene.

Den hårdt sårede Irma bliver kronvidne

Da Oscar Lock-Hansen den 10. november 1967 ankom til sit hus, havde ambulancefolkene opgivet at få liv i hans hustru. Hun var død af indre blødninger på blot få minutter.

Ambulancefolkene havde i mellemtiden tilkaldt ekstra forstærkning for at sikre, at Irma Rasmussen ville overleve. Da hun var stabil nok, blev hun kørt på Århus Kommunehospital. På vej til hospitalet sprang en kriminaltekniker ind i ambulancen.

Blot fem kvarter efter hun var blevet skudt ned på Hestehavevej, blev hun afhørt.

- 1, 2, 3, så er vi klar. Og vi er her på Kommunehospitalet, og De er Irma Frier Rasmussen?, spurgte den betjent, der stod for afhøringen af kronvidnet.

- Ja…, svarede en udmattet og såret Irma.

Betjenten spurgte ind til, hvad der præcist var sket den formiddag og fokuserede særligt på, hvordan gerningsmanden så ud. Det var vigtigt for politiet at få en så nøjagtig beskrivelse som muligt – især fordi Irma Rasmussen lige havde været i overhængende livsfare.

- Åh, jeg mener, han var omkring 35-40 år, slank, mørk.

- Er det mørkt hår?, spurgte han.

- Ja... Hornbriller, svarede hun med en skrøbelig stemme.

Derudover fik Irma Rasmussen fremstammet, at hun mente, morderen var iført en mørkeblå cottoncoat, og at han bar en sort mappe. Mens hun var indlagt på hospitalet, stod politifolk vagt ved hendes stue af frygt for, at gerningsmanden ville opsøge hende.

Irma Rasmussen boede i en lejlighed i Vejlegade, og da hun blev udskrevet fra hospitalet, var hun fortsat under politibeskyttelse. Der blev blandt andet installeret et radiokommunikationsanlæg, så hun kunne kontakte politiet når som helst.

Hun var den eneste overlevende, der med sikkerhed havde set ham.

Forvekslet med stikkeren Grethe Bartram

Imens knoklede politiet på gerningsstedet og i området omkring. Skove blevet afspærret og gennemsøgt, og søer blev tømt. Rejseholdet overtog efterforskningen, hvor der stadig ikke var fundet et afgørende bevis, på trods af at over 40 politibetjente var på sagen.

Politiet blev ad flere omgange ledt på spor, der efter mange timers efterforskning viste sig at være vildspor. I årene efter dukkede et utal af teorier og mulige bud på motiver og gerningsmænd op.

Blandt de mange bud opstod en række konspirationsteorier, som politiet også efterforskede. Nogen mente, at Marie Lock-Hansen på sine mange gåture med hunden havde set noget, hun ikke måtte ved Søværnets Operative Kommando, der havde base tæt på.

Andre mente, at hun blev forvekslet med Grethe Bartram, der under krigen blev landskendt for at stikke en lang række danske modstandsfolk. Grethe Bartram og Marie Lock-Hansen havde begge mørkt hår og var jævnaldrende.

En tredje teori, som blev prioriteret højt af politiet, gik på, at Marie Lock-Hansen havde en hemmelig elsker. Et oplagt drabsmotiv er ofte forsmået kærlighed. Men lige meget hvor dybt politiet gravede i Maries liv, fandt de ingen anledning til at tro, at hun havde været sammen med andre end sin ægtemand.

Oscar Lock-Hansen hoppede på alle teorier og fremmede dem også i pressen.

- Jeg tror personligt, at det kan være en eller anden spion, der har dræbt min kone. Ikke fordi hun havde noget som helst med de kredse at gøre, men fordi man fejlagtigt har troet, at hun vidste et eller andet, sagde han dengang i pressen.

Syv år senere fortalte han en veninde, at han vidste, hvem morderen var.

En ægtepagt får stor betydning

Den i dag pensionerede kriminalkommissær i Østjyllands Politi, Preben Nibe, var en af de første betjente på gerningsstedet. Han har fulgt sagen tæt lige siden.

Over for TV 2 forklarer han, at når man står helt uden motiv, er man ”hele vejen rundt om offeret for at se, om der kan dukke et motiv op”.

- Derfor undersøger man jo også de forskellige motiver, som man har fantasi til at forestille sig, siger han og fastslår, at han er overbevist om, at Oscar Lock-Hansen ønskede mordet opklaret.

81-årige Preben Nibe stod sammen med en kollega fra Rejseholdet for en stor del af afhøringerne af og samtalerne med Oscar i tiden efter mordet. Og gennem de efterfølgende mange år – helt frem til Oscar Lock-Hansens død i 1981 – talte han jævnligt med ham.

En af de mest populære teorier handlede om penge. Oscars penge. Havde Marie Lock-Hansen i virkeligheden giftet sig med den succesfulde og velhavende civilingeniør for pengenes skyld og haft i sinde at rippe ham i forbindelse med en ægtepagt, der var blevet udarbejdet omkring mordtidspunktet?

Ifølge politiet var det ikke tilfældet. Men Peer Kaaes research peger på lige netop ægtepagten som en afgørende brik i Højbjergmordet.

Han mener, at ægtepagten havde stor betydning for, at Marie Lock-Hansen netop den formiddag skulle skydes og dræbes.

En yderst vellignende mand

De mange menneskers færden i området omkring gerningstidspunktet gjorde, at politiet håbede på, at nogen havde set noget, der kunne lede dem videre i efterforskningen.

Men det gik hurtigt op for politiet, at de mange potentielle vidners udsagn ikke alle stemte overens. Dog var flere enige om, at manden var velklædt i lang frakke, bar hat og briller med mørkt stel.

Gerningsmanden havde efterladt patronhylstrene i villaen. Retsmedicinerne fandt desuden to projektiler i kroppen på Marie – morderens to første skud. Derfor kunne man hurtigt afgøre, at gerningsvåbenet var en tysk 9 mm Walther P38, der blev produceret under krigen. Dette våben var på denne tid det mest udbredte i Danmark.

En 39-årig advokat fra Højbjerg dukkede op på listen over ejere af en Walther P38. Han hed Hans Secher Hoeg, og da politiet aflagde ham et besøg, opdagede de, at han både havde en blå cottoncoat, en blød hat og en sort dokumentmappe. Hans Secher Hoeg blev derfor taget ind til afhøring.

"Det ligner ham" 

På Århus Kommunehospitalet blev Irma Rasmussen gang på gang bedt om at kigge på billeder af mulige gerningsmænd, og politiet tog også et billede med af den 39-årige advokat.

De mente nemlig, at hushjælpen havde en fotografisk hukommelse, og de var derfor meget interesserede i, hvordan hun ville reagere, når hun nåede til billedet af Hans Secher Hoeg.

Hun bladrede og bladrede, og da hun nåede til Hans Secher Hoegs billede, standsede hun.

- Det ligner ham. Han har samme udtryk, sagde hun fra sin hospitalsseng.

En fantomtegning tager form

Politiet prøveskød hans Walther P38 og konkluderede, at våbnet med høj sandsynlighed ikke var blevet brugt på Hestehavevej 2B eller i andre forbrydelser for den sags skyld.

Alligevel fik de ham knap to måneder efter drabet – den 3. januar 1968 – til at sidde model til en fantomtegning. Irma Rasmussen sad i timevis med Hans Secher Hoeg og bladtegneren Asger Muchitsch. Men hun blev aldrig tilfreds med tegningen.

Derfor besluttede politiet ikke at offentliggøre den. I stedet kopierede de den i hundredvis af eksemplarer og delte den ud til betjente i hele politikredsen.

Da aarhusianerne to måneder efter mordet på Marie Lock-Hansen i januar 1968 skulle til Folketingsvalg, vidste politiet en hel masse om Marie Lock-Hansen, hendes ægteskab, omgangskreds og økonomi, men stadig næsten ingenting om morderen. De manglede simpelthen afgørende beviser - og ikke mindst et motiv.

Derfor klamrede politiet sig til fantomtegningen. Også til Folketingsvalget, hvor betjente i civil diskret stod og sammenlignede de mandlige vælgere med manden på tegningen. Var der mænd, der lignede, blev de efterfølgende skygget og afhørt. Men det gav intet.

Peer Kaae er overbevist om, at efterforskningen havde set væsentlig anderledes ud, hvis bare politiet havde kigget på stemmesedlen i stedet for vælgerne.

På stemmesedlen stod Repræsentantens navn.

Indrømmede kendskab til morderen

Det var tydeligt for ægteparrets omgangskreds, at Oscar Lock-Hansen var dybt påvirket af at have mistet sin elskede kone. Alt i hjemmet stod, som det gjorde, før Marie Lock-Hansen døde, og hans alkoholforbrug var tiltagende i årene efter. Ofte befandt han sig på værtshuset Skidenpyt på Højbjerg Torv, få hundrede meter fra sit hjem.

I 1974 – syv år efter mordet på Marie – havde han besøg af et vennepar.

Alkoholen flød, og Oscar blev mere og mere fuld. Når Oscar blev meget fuld, kunne han godt finde på at tale om Marie, men denne aften sagde han lidt mere, end han plejede.

Kvinden i venneparret tog sig mod til og stillede det spørgsmål, som mange i vennekredsen formentlig havde haft lyst til at stille, men ikke havde turdet.

- Oscar, har du slet ikke en formodning om, hvem der kan have slået Marie ihjel?, spurgte hun, mens hun fastholdt hans blik.

Den festlige stemning ændrede sig brat. Det samme gjorde Oscars blik, der blev meget intenst. Få sekunder efter brød han hulkende sammen. Han lagde sig ind over bordet og sagde:

- Jo, jo, jo, jeg ved det.

Han samlede sig, rettede sig op og tilføjede:

- Og jeg vil aldrig mere tale om det.

Men hvis han vidste det, hvorfor sagde han det så ikke til politiet?

Kriminalkommissæren Preben Nibe overværede ikke Oscar Lock-Hansen ankomme til Hestehavevej den 10. november 1967, og derfor kan han ikke sige meget til det, ægtemanden skulle have sagt: ”De har slået hende ihjel”. Han peger på, at det kan være en menneskelig fortalelse, fordi han var i chok.

Oscar Lock-Hansens udtalelse til venneparret om hans kendskab til gerningsmanden kom først frem efter hans død. Derfor har det ikke været muligt for politiet at undersøge det nærmere.

- Men hvis han virkelig havde en viden om det, så tror jeg, at han ville have fortalt det. Og det har han ikke gjort, siger Preben Nibe.

Men politiet arbejdede ud fra en helt grundlæggende antagelse i deres efterforskning. I dag viser det sig, at den måske har været forkert fra starten.

Hvad hvis kronvidnet tog fejl?

Fantomtegningen blev billedet på morderen. Det er en af de største fejltagelser i efterforskningen, hvis man spørger forfatteren Peer Kaae.

Da han gravede i, hvad der tidligere var blevet skrevet om mordet, faldt han over et interview fra 2007, hvor den tidligere kriminalkommissær Preben Nibe talte om kronvidnet, Irma Rasmussen.

- Jeg kunne godt en gang imellem vågne op og stille mig selv det spørgsmål: ’Hvad nu hvis Irma Rasmussen har taget fejl.’ Det tror jeg ikke, hun har, men hvis hun har, så er vi sgu ilde stillet, sagde Preben Nibe dengang i en TV 2 Østjylland-dokumentar om Højbjergmordet.

Det var dét, der bragte Peer Kaae på sporet. Irma Rasmussen havde kun få sekunder ansigt til ansigt med morderen. Og hvad hvis hun rent faktisk huskede forkert?

Gjorde hun det, åbnede det potentielt op for en ny gerningsmandsprofil og dermed en ny gerningsmand.

Adoptivdatter kommer i tale

Peer Kaaes research peger på Repræsentanten som den mest sandsynlige morder. I sin research fandt han frem til Repræsentantens adoptivdatter, der gav ham et unikt indblik i, hvem han var som person.

Hun fortalte, hvordan det havde været at vokse op med den mand, der ifølge Peer Kaae meget sandsynligt slog Marie Lock-Hansen ihjel.

- Jo mere jeg gravede, jo mere sikker blev jeg, siger Peer Kaae.

Adoptivdatteren, som har valgt at være anonym i Peer Kaaes bog, voksede op i et hjem, hvor hendes far tyranniserede hende og hendes mor.

Over for Peer Kaae beskrev hun ham som en mand, der levede to liv. Et professionelt liv, hvor han var omgængelig og ambitiøs, og et privatliv, hvor han var aggressiv og voldelig – tangerende til det sadistiske.

Tæt på druknedøden

I de mange møder med adoptivdatteren gik det mere og mere op for Peer Kaae, hvor ond og kold Repræsentanten kunne være. Adoptivdatteren fortalte om systematisk vold og afstraffelse i sit barndomshjem, hvor hun blandt andet jævnligt blev låst inde i et skab. Og særligt en episode fra hendes barndom gjorde stort indtryk på Peer Kaae.

Det var en episode, hvor hendes adoptivfar skulle lære hende at svømme. Repræsentanten holdt hende under maven og forklarede hende, hvordan man med arme og ben kunne holde sig oppe og komme fremad. Da han slap, skulle hun vise, at hun havde forstået og lært.

Men gentagne gange sank hun mod bunden, og Repræsentanten endte med at give op. Da de kom op på badebroen, ombestemte han sig, og smed hende i vandet.

- Svøm da, for Satan, sagde han vredt, drejede om og gik tilbage mod sommerhuset.

Imens kæmpede hans adoptivdatter for ikke at drukne. Heldigvis så en mand inde fra stranden, at hun var ved at drukne og reddede hende op.

Indrømmede modvilligt sit faderskab

Men Repræsentanten kunne også være blid og charmerende. Det var han eksempelvis i sine utallige forsøg på at vinde Veras gunst. Han besøgte gentagne gange hende og deres fælles søn med blomster og gaver. Men Vera var ikke interesseret i et forhold.

Selvom Repræsentanten ikke har været mistænkt, talte politiet med ham i forbindelse med efterforskningen.

På trods af at han lidt modstræbende fortalte, at han var den rigtige far til sønnen, koncentrerede politiet sig ikke yderligere om ham.

Det var Preben Nibe, der sammen med en kollega fra Rejseholdet afhørte Repræsentanten. Han fortæller i dag, at det var i relation til faderskabet til sønnen, at de talte med ham.

- Han så lidt modvillig ud, men han fortalte, at det var rigtigt, at han var far til den dreng, som Oscar på papiret var far til, siger Preben Nibe, der også fortæller, at de noterede det, men at det ikke gav anledning til at efterforske et motiv yderligere.

Derudover understreger han, at man i politiet kiggede en hel del på relationerne mellem Oscar, Vera og Repræsentanten. Men ifølge Peer Kaaes teori altså ikke nok.

Kun et dødsfald kunne bremse ægtepagt

Repræsentantens mulige motiv skal findes i Oscars testamente og ægtepagt, som var blevet underskrevet den 9. november 1967 og dagen efter sendt til behandling ved Aarhus Stiftsamt. Ægtepagten skulle altså tinglyses samme dag, som Marie blev myrdet.

Fordi ægtepagten var underskrevet af begge parter, var det kun et dødsfald, der på dette tidspunkt kunne gøre den ugyldig.

Det var en utraditionel ægtepagt i den forstand, at Oscar Lock-Hansen sikrede sin hustru så meget af sin store formue, som overhovedet muligt. Oscar havde året inden tjent en stor sum penge på at sælge sin andel i sit ingeniørfirma. Og det var blandt andet denne formue, han ville sikre sig gik til Marie.

Ville gøre uægte søn arveløs

Villaen på Hestehavevej 2B og husgrunden fik hun også som særeje. Dengang havde huset en værdi af 270.000 kroner, som i dag ville svare til omkring 2,5 millioner kroner. Ifølge testamentet var Marie Lock-Hansen berettiget til alle værdier, undtagen den tvangsarv som skulle gå til Elisabeth og sønnen.

Ifølge Peer Kaae er den helt store taber i ægtepagten sønnen og indirekte Vera og Repræsentanten. Måske havde Vera og Repræsentanten glædet sig til den store sum penge, deres søn stod til at arve inden ægtepagten.

- Som Preben Nibe har fortalt mig, skal man finde en gerningsmand, der i egne øjne har et retfærdigt motiv til at skyde og dræbe Marie Lock-Hansen. Det havde Repræsentanten, siger Peer Kaae og fortsætter:

- Oscar Lock-Hansen var i fuld sving med at gøre hans søn arveløs fra den store, store arv, der ellers lå og ventede på ham. Den eneste måde, Repræsentanten kunne forhindre dette, var at slå Marie Lock-Hansen ihjel.

Pressede ekskonen Oscar økonomisk?

I samme periode, som Oscar Lock-Hansen udformede sit testamente og den særlige ægtepagt, var sønnen nået konfirmationsalderen. Peer Kaae peger på, at der formentlig endnu engang opstod konflikt mellem Oscar og ekskonen, Vera.

Han mener derfor, at det kan være årsagen til, at Oscar Lock-Hansen besluttede sig for at omlægge sit testamente og lave en ægtepagt, der skrev både sønnen og Vera ud i det omfang, det var muligt.

- Måske har Vera kontaktet Oscar Lock-Hansen og presset ham økonomisk i forbindelse med en forestående konfirmation. Måske har hun talt for et arveforskud, nu hvor sønnen skulle træde ind i de voksnes rækker?

Peer Kaae understreger dog, at han i sin tre år lange research ikke på noget tidspunkt er stødt på beviser for, at Vera på nogen måde skulle være indblandet i mordet på Marie Lock-Hansen.

Politiet er stadig på bar bund

I dag er det præcis 50 år siden, at den 43-årige smukke forstadsfrue Marie Lock-Hansen blev skudt og dræbt. På trods af politiets utallige timers efterforskning er det aldrig lykkedes at finde frem til den mand, der koldblodigt tog livet af Marie.

- Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så burde politiet jo have koncentreret sig meget mere om Repræsentanten og ekskonen Vera, siger Peer Kaae, der undervejs i sin research har været i tæt dialog med den pensionerede kriminalkommissær, 81-årige Preben Nibe.

Efter sagen blev lukket og fik status som uopklaret, har der i årenes løb fortsat været henvendelser i drabssagen. Derfor fortsatte Preben Nibe med at beskæftige sig med sagen on and off, og det ærgrer ham, at den stadig ikke er opklaret.

- Det har jeg det da skidt med. For der er jo brugt uanede mængder af ressourcer i efterforskningen. Vi var 40 mand på sagen til at starte med, og vi samlede et hav af oplysninger. Vi ved en forfærdelig masse om, hvem der ikkeer gerningsmanden, siger han og fortsætter:

- Men vi har ikke noget, der peger entydigt i én retning.

Håbet om opklaring lever stadig

Preben Nibe har læst Peer Kaaes bog ’Maries morder’, og han er imponeret over det store stykke researcharbejde, som forfatteren har lagt i bogen. Men om Repræsentanten havde et motiv, vil han ikke slå fast:

- Der kan være et motiv – men det er der ikke nødvendigvis, siger han og peger på, at der er to helt centrale ting, som ikke helt passer ind i Peer Kaaes teori.

Han fastholder blandt andet Irma Rasmussens vidneudsagn som troværdigt og præcist:

- Repræsentanten var knap 60 år, da Marie Lock-Hansen blev dræbt, og Irma Rasmussen, der stod ansigt til ansigt med morderen, beskrev gerningsmanden som 35 til 40 år gammel. Altså op mod 16 år yngre end hende selv, forklarer Preben Nibe.

Derudover mener Preben Nibe, at det er helt afgørende, at Repræsentanten skulle have været vidende om, at ægtepagten og testamentet var undervejs eller måske ovenikøbet allerede var lavet og underskrevet.

Oscar, Repræsentanten, hans hustru og Irma Rasmussen er alle døde i dag, og derfor får vi nok aldrig svar på, om det var Repræsentanten, der ville sikre sin søn en millionarv.

Men Preben Nibe håber stadig på, at mordet på Marie Lock-Hansen bliver opklaret.

- Men om jeg har meget at have håbet i, det er jo en anden sag.

Se den prisbelønnede dokumentar om Højbjerg-mordet i toppen af artiklen.