Hun var gravid i syvende måned, da hendes mand faldt om med hjertestop
Lasse var 27 år, da han pludselig fik hjertestop under et halvmaraton.
Puk Qvortrup fra Aarhus var ved at lave en mund af slik på en kagemand, da telefonen ringede. Sønnens to års fødselsdag skulle fejres med kage, når far snart ville komme hjem fra sit første halvmaraton gennem Aarhus' gader.
Puk pyntede videre, mens hun holdt telefonen mod øret med skulderen.
Det var en læge fra Skejby Sygehus, der ringede. Han fortalte, at hendes mand havde fået hjertestop. At det var alvorligt. Og at hun skulle komme med det samme.
Hun skreg. Nej, råbte hun så højt, at sønnen vågnede fra sin middagslur og begyndte at græde. Hun fik skrevet afdelingens navn og nummer ned, bestilt en taxa og arrangeret pasning af sin søn.
En forvrænget version af sig selv
Puk Qvortrup vidste godt, at det var et spørgsmål om liv og død. Lasses hjerte var gået i stå kort før målstregen, og han var blevet hentet midt i løbet af en ambulance. Hans hjerte var stadig ikke begyndt at slå af sig selv, da hun ankom til hospitalet.
Men synet af ham var værre, end hun havde forestillet sig, da hun fik lov til at gå ind på hans stue.
Han blødte fra næsen og ørerne. Hans hudfarve var forkert, og hans krop var hævet. Halsen var på størrelse med et lår, og han gav en kvælende synkelyd fra sig, husker hun.
- Det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har set. At se min elskede, hvor han var en forvrænget version af sig selv, fortæller Puk Qvortrup.
For selvfølgelig skulle vi være her, jeg skulle blive ved, og livet var værd at leve. Det var så klart og strålende, at det var smukt at være i live.
De næste timer blev beskederne fra lægerne mere og mere dystre og blottet for håb. Hen på morgenen blev han endeligt erklæret død.
Herefter startede Puk Qvortrups kamp for at lære at leve med sorgen og genvinde lysten til livet. For at være en god mor. For den to-årige og for den lille i maven, der aldrig ville komme til at møde sin far.
Sorgen og vejen tilbage til livet har hun netop skrevet om i sin debutroman ’Ind i en stjerne’.
Hvert minut tæller
Lasse fik hjertestop på grund af en hjertesygdom, som han aldrig havde kendt til. Efter ganske få sekunder blev der ydet førstehjælp af en ambulanceredder, der også deltog i løbet, og kort efter kom en anden løber - en hjertelæge fra Skejby Sygehus - og hjalp til. Trods den hurtige og kompetente hjælp stod hans liv ikke til at redde.
Ifølge Hjerteforeningen får cirka 4000 danskere hjertestop uden for hospitalet hvert år. Knap 13 procent af dem overlever. Det er altid alvorligt at få hjertestop, og hurtig hjælp er afgørende.
For hvert minut, der går uden genoplivning, reduceres chancen for at overleve med ti procent. Efter fire-seks minutter begynder hjernen at tage varig skade. Går der ti minutter, inden hjælpen når frem, overlever kun ganske få, skriver Hjerteforeningen på sin hjemmeside.
Siden 2017 har Trygfonden rekrutteret mere end 38.000 hjerteløbere, som er privatpersoner, der kan yde førstehjælp og bruge en hjertestarter. De bliver tilkaldt via en app, hvis der sker et hjertestop i nærheden. I fire ud af ti tilfælde kommer hjerteløberne før ambulancen, og det kan betyde forskellen på liv eller død.
Lasse blev ramt af hjertestop i en meget ung alder. Gennemsnitsalderen for danskere, der bliver ramt af et hjertestop, er 66 år for mænd og 71 år for kvinder.
Guldmedalje i sorg
I tiden efter Lasses død befandt Puk Qvortrup sig som i en ”heliumballon, der svæver over virkeligheden”, som hun udtrykker det. Sorgen rasede i hendes krop, og hun havde ikke lyst til, at hun skulle vågne til endnu en dag hver morgen. Men hendes søn tvang hende til at være tilstede og vælge livet til.
- Og så var der Elmer og den lille i maven, der opløste de tanker. For selvfølgelig skulle vi være her, jeg skulle blive ved, og livet var værd at leve. Det var så klart og strålende, at det var smukt at være i live, fortæller hun i ’Go morgen Danmark’.
Hverdagen med bleer, der skulle skiftes og havregrød, der skulle laves om morgenen, holdt hende i gang.
I stedet for at sygne hen i sorgen gik Puk Qvortrup i den helt modsatte grøft. Hun besluttede sig for, at hvis sorg var en konkurrence, skulle hun have guld. Hun ville vise verden, at hun kunne klare det og være en fantastisk mor samtidig.
Den smerte, jeg havde indeni, kunne jeg ikke have samtidig med veerne. For så ville jeg ikke kunne føde.
Hun vendte tilbage til sit praktiksted efter få uger og gennemførte sin uddannelse på normeret tid. Hun holdt sin lejlighed ryddelig, gik til frisør og tog pænt tøj på. Hun ville modbevise alle dem, der sendte bekymrede blikke og hilsner.
- Få dage efter hans død købte jeg en vandfast mascara. Det havde jeg aldrig gået med før. Jeg vidste, at jeg kunne begynde at græde, men jeg skulle have mascara på, så jeg så ordentlig ud, fortæller hun.
Hun læste om sorgens forskellige faser og satte et mentalt flueben, når hun havde overstået endnu et punkt. Og var hun hurtigere gennem en fase, end hvad sorgpjecerne angav som normalt, gav hun sig selv et klap på skulderen.
Hun fik mange komplimenter for at klare det hele så flot. Men det var også en overlevelsesmekanisme, der blev nærmest manisk. I dag kan hun godt fortryde, at hun ikke gav sig mere hen til sorgen.
- Du er blevet far. Er han ikke smuk?
Tre måneder efter Lasses død kom deres lille søn til verden. Hendes to veninder og søster var med ved fødslen. Men Lasse fik ikke lov til at være med.
- Tanken om at føde vores barn var ved at ødelægge mig fuldstændig. Jeg skubbede Lasse meget, meget hårdt ud af min bevidsthed. Der var ikke plads til sorgen. Den smerte, jeg havde indeni, kunne jeg ikke have samtidig med veerne. For så ville jeg ikke kunne føde, siger hun.
Da den nyfødte dreng blev lagt op hendes bryst, brød hun sammen.
- Jeg var så lykkelig. Og samtidig var jeg så ulykkelig. Og der talte jeg direkte til Lasse oppe på stjernerne. Gennem loftet på fødestuen. Jeg sagde: ”Har du set ham Lasse? Du er blevet far igen. Er han ikke smuk?”
I dag er det seks og et halvt år siden, at Lasse tog afsted til halvmaraton og aldrig kom hjem. Puk Qvortrup er 32 år. Hun er gift igen og har fået sit tredje barn med sin nye mand. Hun bor i et nyt hus, men en plads i reolen er reserveret til Lasses notesbøger.
Han var netop blevet uddannet arkitekt, og hans notesbøger var fyldt med tegninger af bygninger og kirker og refleksioner om arkitektur. Dem vil hun beholde for hans sønners skyld, så de kan lære deres far lidt at kende.
Af hensyn til familie og pårørende er Lasse kun omtalt ved fornavn. Hans fulde navn er redaktionen bekendt.
