I næste uge kommer varmen tilbage, og det kan vi takke Norge for
Den såkaldte føn-effekt kan give lune temperaturer sidst på ugen.
Efter en kølig weekend med både regn, slud og tøsne ser det ud til, at vintervejret i næste uge bliver sat på pause for en stund.
Men først skal en kølig start på ugen lige overstås.
Tirsdag rammer en svag koldfront landet, og det kan give vinterlig nedbør mod nord og øst.
Fra onsdag blæser der dog varmere luft ind over landet, og hen mod slutningen af ugen kan temperaturen komme op på 9, måske helt lokalt 10 graders varme.
Kølig mandag - regn og slud tirsdag
Ustadigt sidste på ugen
Mandagen begynder med tåge flere steder, især mod vest, efter søndagens vinterlige vejr.
Som dagen skrider frem, kommer der plads til solen, især mod øst, hvor der kommer mange huller i skydækket.
Mod vest kan det blive en noget grå fornøjelse det meste af dagen, men selv her bliver man ikke snydt for et enkelt solstrejf.
Lokalt kan en enkelt regn- eller sludbyge spolere fornøjelsen, men ellers ser det ud til at holde tørt mandag.
Det bliver køligt med temperaturer på mellem 1 og 3 graders varme.
Tirsdagen starter som en gråvejrsdag, før der ud på eftermiddagen passerer en svag frontzone igennem landet.
Frontpassagen giver hovedsageligt regn, men mod nord og øst kan nedbøren starte som slud, før den går over i regn.
Varmepust onsdag - føneffekt torsdag
Onsdag passerer en tør varmfront landet, og den sender en lun luftmasse ind over landet fra vest.
Det bliver noget af en gråvejrsdag, men landet over stiger temperaturen til mellem 4 og 6 grader, måske endda 7 grader.
Torsdagen bliver endnu varmere med op til 9 grader, og måske helt lokalt 10 grader.
Og det kan vi takke Norge for.
Den lune luftmasse, som sendes ned til landet, passerer nemlig de norske fjelde på vejen mod Danmark.
Når luftmassen rammer bjergene, bliver den skubbet opad, og det køler luften ned. Nedkølingen gør, at vandet i luften kondenserer, danner skyer og falder ud som regn og sne.
Denne proces tørrer luften ud, og tør luft varmes hurtigere op end fugtig luft, så der på den anden side af de norske fjelde bliver noget varmere end på forsiden.
Denne effekt kaldes for føneffekten.
Resultatet ses tydeligt på kortet ovenfor, hvor luftmassen over Danmark er et par grader varmere, end før den ramte de norske fjelde.
Ustadigt sidste på ugen
Fredag ser det ud til, at en koldfront passerer landet fra nord, som lægger en dæmper på temperaturen.
Udover at skubbe varmen væk, kan det også blive ret blæsende med en kuling fra nordvest.
Lavtryksbanerne skal ikke være meget anderledes på fredag, før kulden slet ikke gør et comeback, og at det i stedet bliver ved med at være meget lunt for årstiden.