Københavnsk bande slår lejr i Aarhus: Vi overtager byen

Han sidder på en scooter. Med en skarpladt pistol. Han er kun lige fyldt 18 år, men er allerede soldat i bandekrigen.

Han er kørt ud for at dræbe, men har glemt at planlægge, hvordan han kommer sikkert hjem til ghettoen igen.

14 timer senere. De blå bukseben fra hans fangedragt kigger ud under de håndklæder, han er indhyllet i, da han tager plads foran dommeren i kælderen under det store domhus midt i Aarhus.

Udenfor drøner lastbiler forbi, fulde af lykkelige studenter på vej hjem for at fejre den store dag. Og som han sidder her og venter på at blive præsenteret for sin sigtelse for forsøg på manddrab, er det et meget jordnært spørgsmål, der som det eneste melder sig hos ham.

- Ved du, om der er nogen, der har fortalt min mor, hvor jeg er? læner han sig ind og spørger den kvindelige betjent, som sidder ved siden af ham.

Han er en af de unge mænd, som lige nu kalder sig soldater i en krig om territorier og ære i de aarhusianske forstæder.

En krig, der indtil videre har resulteret i en lang række skudepisoder, talløse slagsmål og ransagninger. Og - ved et rent lykketræf - ikke et eneste dødsoffer. Hverken blandt de unge bandekrigere eller blandt de uskyldige aarhusianere, der har været i nærheden af skyderierne.

På visit i en bandekrig

Denne artikel er en beretning om et døgn i bandekrigen.

Den er baseret på møder og samtaler med en lang række af de centrale skikkelser i krigen, deres familier og venner og beboere i de kvarterer, som nu i en måned har været skueplads for krigen.

Ikke en eneste af kilderne har ønsket at udtale sig til citat. De er bange for at være de næste, der bliver skudt efter.

Efter han har spurgt efter sin mor, går den 18-årige ud af retssalen sammen med sin beskikkede forsvarer.

Tilbage i salen sidder dommeren og anklageren. De drikker vand. Roder i papirerne. Og sukker over den tilsyneladende endeløse strøm af anholdelser.

Mere end 100 er anholdt den seneste måned. Lige nu sidder en håndfuld unge mænd varetægtsfængslet for drabsforsøg. Lige så mange for ulovlig våbenbesiddelse.

- De holder os da i hvert fald beskæftiget, sukker anklageren og tager endnu en slurk vand, inden hun beder dommeren om at smide pressen ud af retssalen og lukker dørene.

Sagen er endnu ikke fuldt belyst og stemningen i Aarhus for betændt til, at man vil have detaljer om sagen ud. Men både den 18-årige og hans 21-årige kammerat bliver varetægtsfængslet.

De er begge del af banden Loyal To Familia, som er kommet til Aarhus og har ageret tændstik for den krudttønde, det lokale kriminelle miljø nu viser sig at være.

Senere skal det vise sig, at det denne gang også er gået ud over en helt uskyldig kvinde.

Pak kameraet væk!

Dagen før skinner solen over boligområdet Bispehaven.

Det kunne have været en idyllisk onsdag eftermiddag, hvis det ikke havde været for lyden af gøende politihunde.

En gruppe unge fyre bliver kropsvisiteret af politiet. Nogle har gemt ansigterne bag tørklæder, men de fleste gør intet for at skjule, hvem de er.

Det hele bliver fulgt på sidelinjen af kvarterets helt unge drenge. Børn er nok en bedre beskrivelse.

De fleste er vel 13-15 år, og de kigger med beundring på de ældre bandemedlemmer.

Det her er dagens højdepunkt – og langt mere interessant end de mange fritidstilbud, som kommunen ellers forsøger at lokke med.

Vi er taget til Bispehaven for at lave research på historien om, at den københavnske bande Loyal To Familia er i gang med at etablere sig i området.

Håbet er at møde nogle af de ledende medlemmer, og det viser sig at være lettere end forventet.

I det øjeblik, vi trækker kameraet frem for at dokumentere politiets anholdelser, er vi omringet af banden.

- Pak kameraet væk! Mit ansigt skal sløres, lyder det i bestemt tone fra en af de unge.

De er upåvirkede af, at der står flere politibetjente lige ved siden af. Det her er deres område, og de bestemmer, hvad der skal ske. En mand i grå sweatshirt går lige til sagen:

- Når jeg står her, så skal det ikke på kamera! Jeg håber bestemt ikke, at jeg kommer på TV 2. Slet det, og det er nu!

Manden, der ikke vil filmes, er netop ham, vi gerne ville snakke med. Han er et af de ledende medlemmer af den nye afdeling af Loyal To Familia i Aarhus. Men stemningen er altså ikke til et interview denne eftermiddag.

Forskanset i forstaden

Vi falder i stedet i snak med en beboer, der med opgivende øjne følger optrinnet på afstand.

Han har boet her i mange år, men det har aldrig været så slemt som nu. Han forklarer, at de unge har forskanset sig i Bispehaven.

De har inddelt området i zoner og opstillet vagter ved de forskellige indgange. Det minder ham om noget, han kender fra Mellemøsten, men aldrig har savnet.

- De har indrettet sig fuldstændig som i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. De opfatter det som deres eget lukkede område, hvor myndighederne ikke er velkomne, sukker han.

Ifølge ham er det resultatet af mange års myndighedssvigt.

Ikke at det er myndighedernes skyld, at de unge er kriminelle. Men han mener, at myndighederne ikke har reageret i tide på det, som for ham har været åbenlyst: at de unge indvandrerdrenge ikke føler, at samfundet har noget at tilbyde dem. Og at livet som gangster er en attraktiv vej. Samme vej som deres ældre brødre. Og de ældre brødres ældre brødre.

Imens er en 18-årig mand omringet af fire betjente. Han er iført en sort windbreaker og blå træningsbukser. Politiet har håndjernene fremme, men anholder ham ikke. Få timer senere skal han møde politiet igen. Og denne gang får han ikke lov at gå fri.

Fred og ro - men ikke for enhver pris

Indtil for nylig havde de kriminelle i byens ghettoer ikke haft faste navne for deres grupper. Men sidste år dukkede Odense-banden Black Army op i byen, og i dette forår kom Loyal To Familia, som hidtil har været et rent sjællandsk foretagende, til Aarhus.

De to grupper er i dag modstandere i Aarhus, og Black Army kæmper på samme side som de lokale unge, der hidtil ikke har haft et navn, men som politiet i dag kalder Brabrand-grupperingen med henvisning til deres base i Gellerup.

En af de ledende figurer i Brabrand-grupperingen læner sig op mod sin luksuriøse bil, mens han afviser, at grunden til balladen alene skal findes i en konflikt om, hvilke bander der skal kontrollere de forskellige bydele.

- Prøv at hør. Vi har haft bander i Aarhus før. Der har været rockere, og sidste år kom Black Army. Nu er det Loyal To Familia, og det har jeg ikke noget imod. Hvis bare folk kommer her og opfører sig ordentligt, er de velkomne til at være her. Men det gør de ikke, siger han, da vi møder ham på en afsides parkeringsplads.

Han har været kriminel langt størstedelen af sit unge liv. Det har hans storebror også. Og hans lillebror er en af de mange, som er blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg i løbet af den seneste måned.

Han bedyrer, at han blot ønsker fred og ro i sin hjemby. Men ikke for enhver pris.

- Jeg håber, de kan være fornuftige. Men det tror jeg ikke, de kan.

Men det bliver ikke i dag, der kommer fred til byen.

- Når vi er i krig, kan vi ikke tage hjem

For onsdag aften blev der igen skudt i Aarhus. Det følgende er baseret på vidners forklaringer, interviews med medlemmer af forskellige bander og politiets sigtelse i sagen.

Hele vejen langs Skanderborgvej, der leder sydpå fra det indre Aarhus, har Black Army placeret vagtposter. Og kort før klokken 20 onsdag aften opdager den vagt, der står placeret på torvet i Viby, et par ansigter, han genkender som fjender fra Loyal To Familia-højborgen Bispehaven.

Kort efter kommer der en besked over walkie-talkie til Black Armys ledere. De opholder sig i boligområdet Rosenhøj et par kilometer længere ude af Skanderborgvej og sender straks folk på gaden for at holde øje med de ubudne gæster.

- Det er sådan, vi lever, forklarer en af lederne.

- Når vi er i krig, kan vi ikke tage hjem for at spise eller gøre andre normale ting. Så sidder vi her i bilerne og spiser aftensmad, siger han og byder på en af de hjemmelavede sfeeha, en libanesisk kødtærte, som en af hans håndlangere netop har leveret til bilen i Rosenhøj.

Et enkelt skud

Mens de ledende figurer holder sig skjult, får en af forposterne øje på de to, der ankommer på en scooter og kører ind på parkeringspladsen.

En af dem er angiveligt den 18-årige mand, som for et par timer siden var tæt på at blive anholdt af politiet i Bispehaven.

Ifølge politiets sigtelse er han nu på vej for at dræbe en af Loyal To Familias fjender sammen med sin 21-årige kammerat.

En af de to trækker en pistol og tager sigte mod den 25-årige forpost fra Black Army. Han kaster sig ned bag en sølvgrå Toyota, som holder parkeret foran det lokale pizzeria. Et enkelt skud lyder. Det rammer køleren på bilen, mens de to på scooteren vender om og flygter ad samme vej, som de kom.

På den anden side af vejen hører de nyudsprungne studenter fra Viby Gymnasium formentlig ingenting. De er samlet til skolens afslutningsfest. Og da de et par timer senere trisser ud fra gymnasiet, er det kun politiets teknikere og de mange meter rød og hvid afspærringstape, der fortæller, hvor tæt de har været på skyderiet.

Kun få af dem reagerer på det, inden de sætter kursen hjem i seng.

Men for de to unge mænd på scooteren er aftenen langt fra forbi, efter de har skudt i Rosenhøj.

- Hvis du kender området her, ved du, at der kun er én vej ind og ud. Så det er rigtig, rigtig svært at slippe væk herfra, fortæller et af medlemmerne af Black Army.

De to på scooteren beslutter sig for at skifte transportmiddel, da de når ringvejen, som leder tilbage mod Bispehaven. De kaster scooteren og stopper en forbipasserende bil.

Bag rattet sidder en 24-årig kvinde, som pludselig får to potentielle drabsmænd på passagersædet. De beordrer hende til at køre, men hun når dårligt nok at starte bilen, inden en anden bil bremser op foran dem, og de to mænd på hendes bagsæde igen bliver flået ud af bilen af forfølgerne.

- Det var et tæskehold fra Gellerup, der fik fat i dem, fortæller en af de centrale kilder, der fulgte aftenens begivenheder.

Hvad der ville være sket med dem i de kommende minutter, hvis ikke en patruljebil var kommet frem til stedet, kan man kun gisne om. Men de to, som kort tid forinden forsøgte sig som drabsmænd, ender aftenen i sikkerhed i en celle langt fra Bispehaven og Gellerup.

Hønen eller ægget

Ingen ved helt, hvorfor det startede.

Nogle siger, at det begyndte, da de første, sorte kasketter med LTF-logoet dukkede op i Bispehaven. Nogle fortæller om ondt blod mellem fjerne fætre og slagsmål i bazaren.

Én mener, at konflikten begyndte, da en af de ledende figurer i de kriminelle bander i Gellerup ikke viste den fornødne respekt, da han hilste på en af lederne fra naboghettoen Bispehaven. Og så er der nogle, der bare ryster på hovedet, når vi prøver at finde årsagen til, at der bliver skudt på kryds og tværs.

- Det, der er sket, er noget, der aldrig kan tilgives, lyder en af de mere kryptiske forklaringer.

Langt de fleste af kombattanterne har synderegistre, der strækker sig tilbage, til før de fik dun på hagen. Enten her i Aarhus eller i Københavnsområdet.

For en stor del af de, der kæmper for banden Loyal To Familia, er kommet til Jylland fra Sjælland. Nu sidder “københavnerne”, som de importerede bandemedlemmer omtales, i parkerede biler i Bispehaven. De venter på, at de får besked på, hvad næste træk bliver. I dag mangler en af dem.

"Mit navn er 'Familia'"

Den 21-årige, som blev varetægtsfængslet for drabsforsøget, er en af “københavnerne”. Men i morgen kommer tre nye for at erstatte ham, forklarer hans kammerater fra forsædet af bilen.

- Du kan skrive, at der er NUL procents chance for, at Loyal To Familia trækker sig ud af Aarhus. Vi er kommet for at overtage byen, siger ham, der fører ordet.

De ryger cigaretter og venter. De bor i lejligheder “rundt omkring”, og da vi spørger til et navn på anføreren, trækker han ned i sin T-shirt og viser sin bande-tatovering.

- Mit navn er 'Familia', siger han i et tonefald, der tydeligt indikerer, at vi ikke skal spørge til efternavnet.

Hos en af de andre bandeledere på den modsatte fløj er der ikke den store respekt for “københavnerne”.

- De kan ikke engang køre på scooter, forklarer han med henvisning til Aarhus-gangsternes foretrukne transportmiddel.

- Forstår du; når du skal nakke en fyr i København, dukker du op bag et hushjørne, eller også triller du op i en bil. Gaderne er snævre, og det er svært at komme rundt. Men her er det anderledes. Vi bor i høje huse, hvor der er stier og græsplæner, man kan smutte væk på. Dem fra København kan ikke finde ud af at køre på scooter.

- De ved ikke engang, hvordan man kommer fra Bispehaven til Gellerup, siger bandelederen grinende med henvisning til køreturen mellem de to ghettoer, som stort set kun består i at krydse Ringvejen.

Netop ringvejen udgør i dag det tætteste, man kommer en synlig frontlinje i bandekrigen. Og mens de to unge mænd, der blev anholdt lige midt på Ringvejen i aftes, bliver ført tilbage til deres celler, hvor de skal sidde varetægtsfængslet de næste fire uger, vender vi tilbage til Bispehaven.

Det samme teater

Om kort tid rykker gravemaskinerne ind. Et mange millioner kroner dyrt kvarterløft skal skabe nye grønne områder, gøre bydelen tryggere og forhåbentlig gøre denne krig til den sidste, der udspiller sig i Bispehaven.

Men i dag er politiet igen til stede med salatfade og gøende hunde. De visiterer den samme gruppe unge mænd, som de gjorde i går og ransager deres biler. Lidt nede af vejen står en gruppe ældre mænd. De taler arabisk sammen. Men da vi ankommer, slår de over i gebrokkent dansk.

- Se, det er det samme teater hver dag. Politiet kommer. De unge løber eller bliver anholdt. Og næste dag sker det igen. Det er rent teater, og det holder aldrig op herude.