Østjyde har kurs mod overlegent OL-guld
Den østjyske sejler er så suveræn, at hun allerede kan sikre sig OL-guldet fredag, selvom disciplinen slutter søndag.
Anne-Marie Rindom fra Horsens bliver ved med at imponere ved OL i Tokyo.
Efter endnu en fremragende dag på vandet har den danske Laser Radial-sejler udbygget sin føring før de afgørende tre sejladser.
Torsdagens to sejladser endte med en dansk andenplads og førsteplads i henholdsvis sejlads syv og otte, og det betyder, at hun tog kraftig afstand til sine nærmeste konkurrenter.
Top-5 efter otte sejladser (det gælder om at have færrest point)
1. Rindom (DAN), 25 point
2. Tenkanen (FIN), 46 point
3. Olsson (SVE), 47 point
4. Plasschaert (BEL), 49 point
5. Høst (NOR), 55 point
Kan sikre sig OL-guld to dage før tid
Inden fredagens sidste to sejladser før medal race søndag er danskeren på førstepladsen med 25 point. Mere væsentligt er det, at det er hele 21 point bedre end sin nærmeste konkurrent på andenpladsen, finske Tuula Tenkanen.
Er hun også det inden medal race, vil hun allerede være sikret OL-guldet. Her dyster de bedste ti i et afgørende race, hvor pointene tæller dobbelt.
Dermed kan fredag blive en stor dag for Rindom, der – såfremt hun fortsætter i dette tempo – kan sikre sig OL-guldet to dage inden disciplinens afslutning.
Da det kun er muligt at hente 18 point ind på en konkurrent, kræver det "blot" at være 19 point bedre end sin nærmeste konkurrent.
Stort comeback
Fælles for hendes to sejladser torsdag var det, at hun startede langsomt ud, men fandt som en af de eneste fart undervejs.
Særligt i ottende sejlads kom hendes suveræne næse for at finde den rette kurs til udtryk.
Her gav det ellers anledning til bekymring, da hun i begyndelsen var 20.-bedst. Det hentede hun dog hurtigt og vendte som nummer fire ved første mærke.
Hun holdt fast i farten, og på de næste fem mærker vendte hun som nummer et.
Fredag afsluttes de ti indledende sejladser i Laser Radial inden medal race søndag.