Overenskomst på plads for 142.000 lønmodtagere
Regionerne er nu blevet enige med medarbejderne om en ny treårig overenskomst.
For to uger siden fik de statsligt ansatte en ny overenskomst. I mandags var det de kommunale ansattes tur, og som den sidste gruppe er de ansatte i regionerne nu blevet enige med arbejdsgiverne om en ny aftale.
Det erfarer TV 2.
Læs også:
Ligesom den hidtidige, og ligesom både statens og kommunernes, vil den gælde i tre år.
Den samlede økonomiske ramme er ifølge TV 2s oplysninger en stigning på 6,75 procent over de tre år. I det tal gemmer sig alle personalerelaterede udgifter inklusiv efteruddannelse og lignende. Selve lønstigningen ligger på cirka fem procent over tre år.
Det er tal, der minder meget om det, der blev forhandlet for de andre grupper.
Aftalen gælder for de 142.000 mennesker, der er ansat i regionerne. De største grupper er læger, sygeplejersker, sosu'er, rengøringspersonale og socialpædagoger.
Chefforhandler for lønmodtagerne var Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd. For regionerne var det Anders Kühnau (S), der er formand for Region Midtjylland.