Politiske stridigheder kan få danskerne til at slække på restriktionerne
Når politikerne er uenige, skaber det indbyrdes splittelse blandt danskerne. Det mener flere eksperter, TV 2 har talt med.
Genåbningsplanen for coronavirus har skabt politisk splid blandt partierne.
Tirsdag aften forlod de blå partier forhandlingerne om en gradvis genåbning af Danmark.
Oppositionspartierne er utilfredse med det tempo, regeringen lægger for dagen i forhold til genåbningen og føler sig ikke hørt.
- Det er ikke en forhandling. Det er et diktat, udtalte Jakob Ellemann-Jensen til pressen kort efter, han havde forladt mødet.
Men hvad betyder det for danskernes adfærd, når politikerne ikke kan blive enige om, hvordan man skal komme igennem coronakrisen?
Dalende opbakning
Michael Bang Petersen, der er professor ved Aarhus Universitet, giver sit bud til TV 2.
- Der er en fare for, at alle begynder at slippe lidt. Grunden til, at den enkelte dansker overholder restriktionerne, er for andres skyld. Hvis det ikke er et fælles projekt, begynder folk at slække på tingene.
Michael Bang Petersen leder HOPE-projektet, der følger danskernes holdninger og adfærd under pandemien.
Han fortæller, at målingerne har vist, at når politikerne strides, falder opbakningen blandt borgerne. Den faldt blandt andet under forårets coronaforhandlinger og under minksagen i november.
Desuden har de to nævnte eksempler vist, at politiske stridigheder omkring coronavirus tiltrækker sig enormt meget opmærksomhed fra medierne og borgerne. Og er opmærksomheden rettet et andet sted hen, er der en reel risiko for, at danskerne ikke kan nå at justere deres adfærd, understreger Michael Bang Petersen.
Vil skabe større partiskelle blandt danskerne
Udover en ændret coronadfærd kan de politiske stridigheder også føre til en større politisk polarisering blandt grupper i befolkningen. Det mener Rune Slothuus, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
- Vi kan forvente at se, at befolkningens holdninger vil blive mere opdelt, når der er politisk uenighed, siger Rune Slothuus til TV 2.
Det vil dog ikke komme så langt, at danskerne ikke længere kan sidde i samme stue, fastlår han. Det hænger ifølge professoren sammen med, at Danmark er et land uden særlig meget konflikt og med stor tillid til de politiske institutioner.
Rune Slothuus vurderer desuden partiernes uenighed i forhold til genåbningen som forholdsvis marginal. Han mener tværtimod, at der er en høj grad af konsensus blandt partierne, og derfor er Danmark et af de lande i verden, hvor der er størst tilslutning til regeringens coronahåndtering.
I den seneste rapport fra HOPE-projektet, som udkom 19. februar, erklærer 75 procent sig enig i, at regeringen har ført den nødvendige politik.
Til gengæld er andelen af befolkningen, som har ændret adfærd, faldet en smule siden sidste måling. Den ligger dog fortsat højt med en procentdel på 50, som angiver, at de i høj grad har ændret adfærd for at undgå at sprede smitte.
Mudderkastning fører til negativ respons
Rasmus Skytte, der er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, har forsket i, hvordan politisk mudderkastning påvirker befolkningens adfærd.
Hans forskning har primært rettet sig mod USA, hvor man kan se, at store gnidninger mellem politikerne kan mindske tilliden til dem, skabe større polarisering og sænke villigheden til at gå på kompromis indbyrdes blandt borgerne.
Ofte bliver politiske slagsmål fulgt med stor bevågenhed fra pressen, og derfor kan grove eller kritiske udtalelser være en løftestang til at få opmærksomhed. Men i USA har man undersøgt, hvordan borgerne reagerer på mudderkastning, og ifølge Rasmus Skytte er det meget svært at se, hvad de positive effekter er. Undersøgelserne viser nemlig, at selv de mest trofaste vælgere reagerer negativt på det.
Selvom de danske politikere ikke benytter sig af de samme grove metoder som amerikanske politikere, kan man også kan begynde at se en stigende mistillid i Danmark. Det fortæller Rasmus Skytte, som skal til at forske i, hvordan dansk politisk splittelse påvirker borgerne.
Planerne om en genåbning blev fremlagt på et pressemøde onsdag. Du kan få et overblik over den her.