Søstre vil have deres retarderede brødre låst inde
Det er omsorgssvigt at give mentalt handicappede voksne, der fungerer som små børn, friheden til at gå ud, når de vil, lyder kritikken
Må man låse retarderede, voksne mennesker inde, når de mentalt fungerer som små børn, simpelthen for at passe på dem?
Eller er det i strid med Grundloven, fordi man så berøver dem deres frihed?
Netop den problemstilling står bostedet Sølund for mentalt handicappede i Skanderborg lige nu i. Indtil for nylig har bostedet nemlig låst yderdøre og havelåger med almindelige nøglelåse, som de retarderede ikke selv har kunnet betjene.
Han har været væk flere gange, endda i frostvejr i bare tæer.
Men efter flere tilsynsbesøg i løbet af efteråret har Socialtilsyn Midt krævet, at låsene skal udskiftes med såkaldte drejelåse, så beboerne selv kan låse dørene op. Netop fordi alle voksne mennesker, også retarderede, skal have mulighed for at gå uden for, når de vil.
Den personlige frihed er nemlig ukrænkelig.
Jeanette Tikøb er søster til og værge for den mentalt handicappede 41-årige Allan Tikøb.
Mentalt fungerer broren som et barn på 10 måneder, og Jeanette Tikøb betegner ændringerne som "forfærdelige".
Frygt for ulykke
- Jeg frygter, at der sker en ulykke. At Allan bliver kørt ned. Han er vild med biler, med deres lys og lyde, og han opsøger dem aktivt. Men Allan forstår ikke trafikregler eller ved, hvad et lyskryds er. Det er jo farligt, fastslår Jeanette Tikøb.
Siden låsene blev skiftet i december, har hendes bror været forsvundet i omkring en halv time. Personalet kunne ikke finde ham.
- Det er omsorgssvigt af den her gruppe borgere at ignorere deres udviklingstrin. Det er at behandle børn som voksne mennesker, fastslår hun.
Frostvejr i bare tæer
Samme bekymring har Mette Berlin, der er søster til og værge for 53-årige Hasse Berlin.
Mentalt fungerer broren som et barn på 11 måneder og er med Mette Berlins ord lidt af en udbryderkonge.
Der er jo ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at vi i vores daginstitutioner låser døre eller sætter hasper på.
- Han har været væk flere gange, endda i frostvejr i bare tæer. Han vil gerne i Netto, men så skal han passere en hovedvej. Det er jo livsfarligt, lyder det fra søsteren.
Lone Rodt er leder på Sølund. Hun forklarer, at bostedet har haft låste døre som en del af deres omsorgspligt over for beboerne.
Hun frygter for beboernes trivsel, fordi de nu kan gå ud, når de vil.
- Det opleves for mange af vores borgere som en tryghed og en tryg afgrænsning af deres verden at møde en aflåst dør – så længe der selvfølgelig altid er vågent personale til stede, siger hun og fortsætter:
- Vi kan jo ikke fysisk sætte os på borgere, og vi må ikke tage fysisk fat i dem, når de er på vej ud. Det vil jo være en magtanvendelse, fortæller Lone Rodt.
Låst dør mest skånsom
Hvorfor sørger I så ikke for at være over dem, så beboerne ikke går ud?
Det er jo ikke en låst dør, der afgør, om der bliver holdt øje med deres pårørende på Sølund.
- Det synes vi sådan set også, at vi er. Og en låst dør kan være den mest skånsomme måde at tage vare på borgerne på. Deres kognitive evner er slet ikke i stand til at reflektere over, at en låst dør betyder, at der er en verden uden for. Til gengæld oplever de helt klart, hvis der er personaler, der fysisk er henne og have fat i dem hele tiden, siger Lone Rodt og afviser klart, at de låste døre har været en tegn på personalemangel.
Hun forstår ikke, hvorfor omsorgspligten i Serviceloven ikke vejer tungere end den personlige frihed:
- Der er jo ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at vi i vores daginstitutioner låser døre eller sætter hasper på, så børnene ikke kan bevæge sig frit ud. Her har vi godt nok fysisk med voksne mennesker at gøre, men mentalt er de ligeså små som de børnehavebørn og vuggestuebørn, som vi som offentlige instanser også tager vare på, lyder det fra Lone Rodt.
Det er Socialtilsyn Midt, der har beordret låsene skiftet på Sølund. Tilsynschef Ulla Andersen mener, at der er masser af teknologiske løsninger på problemet:
- Lyssensorer, klokker og alarmer ved dørene, GPS’er. Der må stedet jo finde ud af, hvad der fungerer bedst. Vi er bare nødt til at henholde os til loven – og der er ikke hjemmel i loven til at låse folk inde, blot fordi de er handicappede, fastslår Ulla Andersen.
Grundloven
§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Alarm og GPS hjælper ikke
Men de to søstre afviser, at teknologi kan løse problemet. Jeanette Tikøb forklarer:
Jeg har jo lovet Allan for mange år siden, at jeg ville passe på ham (...) For man ved godt, når man vokser op med en bror som Allan, at han ikke kan passe på sig selv.
- Hvis Allan går ud i sin have, vil GPS’en jo vise, at han stadig er på matriklen. Så det dur ikke. Og hvis han går ud uden tøj og fryser, ved han ikke, at han skal gå ind igen for at få varmen, siger hun.
Mette Berlin, Hasses søster, bakker op:
- Vi har snakket om at søge om at få en alarm på Hasses dør. Men man kan kun søge om en alarm til den enkelte beboers dør, så hvad gør man så, hvis Hasse vælger at gå ud ad en anden dør, spørger Mette Berlin.
Tilsynschef Ulla Andersen fastslår, at hun har stor forståelse for de pårørendes frustrationer. Men hun afviser, at ulåste døre er det samme som omsorgssvigt:
- Det synes jeg faktisk ikke. Det er jo ikke en låst dør, der afgør, om der bliver holdt øje med deres pårørende på Sølund. Det er personalet, der skal holde øje. Og hvad med alle de pårørende, der har en borger derude, som godt kan bevæge sig frit rundt, og som har meget glæde af det, lyder spørgsmålet fra Ulla Andersen.
Men Jeanette Tikøb er ikke beroliget. Langt fra.
- Jeg har jo lovet Allan for mange år siden, at jeg ville passe på ham. Det gjorde jeg som barn. For man ved godt, når man vokser op med en bror som Allan, at han ikke kan passe på sig selv, slutter hun.
