Mona Juul: - Jeg laver mange regler hele tiden

Hun synes, det er useriøst, når politikere siger noget, de ikke ved en skid om. Og så nyder hun lange søndage på sofaen med 'House of Cards' og hunden, Victor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mona Juul er Konservatives nye spidskandidat i Østjylland.

Introduktion

51-årige Mona Juul er den nye pige i klassen. I september 2018 meldte hun sig på banen som Konservatives nye spidskandidat i Østjylland. Hun overtog posten fra kollegaen Naser Khader, der skiftede til Sjællands Storkreds.

Mona Juul er en arbejdshest og har været direktør for reklamebureauet, Envision, inden hun trådte ind i rollen som spidskandidat.

Hun håber, at hun med sin lange erhvervskarriere kan bringe noget mere erfaring ind i Folketinget og i dansk politik.

Frihed, fællesskab og individ er nøgleord, der har gjort, at Mona valgte Konservative som sit parti.

Mona betegner sig selv som meget grøn. Hun sidder blandt andet i bestyrelsen for Verdensnaturfonden, og så er hun ekstremt optaget af FN's 17 verdensmål om en bæredygtig verden.

Den 51-årige nybagte spidskandidat bor til daglig i Horsens med kæresten, Carsten, og hunden, Victor.

Spidskandidaterne

TV2 ØSTJYLLAND har givet ordet til valgets hovedpersoner i det østjyske, men ud over at høre hvad de brænder for politisk, vil vi ind bag facaden hos spidskandidaterne.

Nogle er velkendte, andre er helt nye. De har alle det til fælles, at der gemmer sig mere bag personen, end du ser normalt i medierne.  

Foreløbig har vi givet taletid til 12 østjyske spidskandidater.

Q&A: 10 skæve

Det ved de færreste om dig?

- At jeg er helt vildt kedelig, og at jeg er rigtig god til ikke at lave noget som helst. Det er der aldrig nogen, der tror på. Folk forestiller sig, at jeg er aktiv 24/7, men jeg kan sagtens ligge en hel søndag på sofaen og se 'House of Cards' med min hund.

Hvis din kæreste skulle beskrive dig, hvad ville han så sige?

- At jeg er meget sød og dejlig. At jeg laver mange regler hele tiden. Det kan være, hvor tingene skal ligge henne. Jeg synes, der skal være styr på alting, og det går Carsten overhovedet ikke op i.

Mona er kæmpe Liverpool-fan, og derfor var det et stort øjeblik, da hun her mødte den engelske fodboldtræner og tidligere fodboldspiller, Steven Gerrard. Foto: Privat

Hvordan ser din perfekte søndag ud?

- Det er, hvor jeg selv bestemmer alting. Det er lige meget, hvad det er, bare det er noget, jeg selv har bestemt. Jeg er meget lystbetonet, men når man har fyldt kalenderen op, så er det rart at lave så lidt som muligt, når man har fri. Toppen er at gå en tur med min hund og læse bøger.

Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?

- Jeg kan rigtig godt lide Pia Olsen Dyhr (SF). Hun er et ordentligt menneske, og hun er sød og rar. Og så er hun meget dygtig, selvom vi ideologisk er meget forskellige.

Hvilken film kan få dig til at græde og hvorfor?

- Det kan alle film, der er sådan lidt småsørgelige. Hvis der er nogen, der er lidt kede af det, så hyler jeg. Det kan være 'Det lille hus på prærien'.

Mona går meget op i at lave julekort med sin hund, Victor. Her ses julekortet fra julen 2008 til kollegaerne på reklamebureauet, Envision, hvor hun tidligere var direktør. Foto: Privat

Hvor tit hentede du selv dine børn i vuggestue og børnehave?

- Det gjorde jeg aldrig, for jeg har ikke nogle børn.

Hvis du som politiker kunne ændre én ting i morgen, hvad ville det så være?

- At vi kom igennem med FN's 17 verdensmål om en bæredygtig verden. Det er jeg ekstremt optaget af.

Hvis du ikke var politiker, hvad ville du så lave?

- Så ville jeg blive ved med at lave kommunikation, reklamer og markedsføring. Jeg er helt vild med at udvikle virksomheder og udarbejde koncepter. Det kunne jeg få hele livet til at gå med.

I videoen kan du høre hele interviewet med Mona, da hun i september 2018 blev valgt som ny spidskandidat.

Hvordan er det muligt, at politikere har mening om alting?

- Det er også fuldstændig umuligt, og det vil jeg ved Gud også forbeholde mig retten til ikke at have. Det er useriøst, når politikere siger noget, de ikke ved en skid om. Det er fedt at synes noget, men man skal vide noget, hvis man skal lovgive om noget.

Hvad forarger dig mest?

- Der er ikke meget, der kan forarge mig. Jeg kan være uenig i noget, men jeg er ikke særlig sippet, lad mig sige det sådan.

Denne artikel er skrevet i oktober 2018.

BLÅ BOG: Mona Juul

  • Født i 1967 i Aarhus
     
  • Bosat i Horsens Kommune
     
  • Spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjyllands Storkreds
     
  • Uddannelse: Civiløkonom (HA/HD) fra Syddansk Universitet i 1993
     
  • Mærkesager: Styrke erhvervslivet, grøn fremtid og mere for pengene i det offentlige

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her