19-årig kvinde blev overfaldet, da hun skulle tanke sin bil
En fremmed mand overraskede tirsdag morgen en 19-årig kvinde, da hun var ved at tanke sin bil.
En 19-årig kvinde fik sig lidt af en forskrækkelse, da hun tirsdag morgen skulle tanke sin bil på en Q8-tankstation på Randersvej i Aarhus N.
Her bliver hun omkring 08.30 udsat for et umotiveret overfald af en mand, hun beskriver som påvirket, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Det sker efter, at hun hører to mænd skændes højlydt, mens hun er ved at registrere sit betalingskort på tankstationen.
Situationen gør hende utryg, og hun sætter sig derfor ind i sin bil igen. Hun når dog ikke videre, for pludselig kommer en af de to mænd over til kvindens bil og begynder at slå og sparke på bilen.
Herefter fortsætter han angrebet ved at åbne bilens dør og hoppe ind på passagersædet. Ud af det blå slår han hende to gange på armen, forklarer hun over for politiet.
Kvinden bliver forskrækket og stiger ud af bilen. Den anden mand kommer over og hiver manden, der slog hende, ud af bilen. Kvinden skynder sig at springe ind i bilen igen og forlader hurtigt stedet.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set de to mænd på tankstationen tirsdag morgen. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.
Kvinden beskriver manden, der slog hende, som:
Afrikansk af udseende
25-35 år
175 cm høj
Almindelig af kropsbygning
Mørk i huden
Talte et fremmedsprog
Var iført en hættetrøje, løse sorte bukser og et par solbriller
Han fremstod påvirket
Østjyllands Politi siger onsdag eftermiddag til TV2 ØSTJYLLAND, at de ikke kan oplyse yderligere i sagen.