21-årig mand fra Aarhus dræbt i trafikulykke
En 21-årig mand fra Aarhus har mistet livet i et færdselsuheld i Nordjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det var forbipasserende, der klokken 05.16 torsdag morgen opdagede manden og slog alarm til politi og redningspersonale.
- Forbipasserende bemærkede en mindre varebil med lukket kasse, der havde påkørt et træ og konstaterede, at føreren var fastklemt og død i forbindelse med uheldet, oplyser vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ulykken skete på Nysum Byvej nord for Hobro.
Politiet oplyser, at vejen torsdag morgen er spærret i begge retninger, da oprydningsarbejdet på stedet er i gang. Ifølge Bent Højgaard er tidshorisonten for oprydningsarbejdet ukendt.
Den 21-åriges pårørende er underrettet.
Nysum Byvej