28-årig fodgænger ramt af taxa
Ung mand krydsede Randersvej i Aarhus og gik ud foran en taxa, der ikke kunne nå at undvige.
Opdateret søndag kl. 8.52: Den unge mand er afgået ved døden som følge af sine kvæstelser. Læs mere her.
En 28-årig mand blev natten til lørdag involveret i et færdselsuheld på Randersvej i den nordlige del af Aarhus.
Omkring kl. 03.30 krydsede han vejen, hvor han gik lige ud foran en taxa, som han blev ramt af.
- Fodgængeren kom gående fra letbanearealet og trådte ud på vejbanen, hvor taxaen kørte i den vognbane, der er tættest på letbanearealet i nordlig retning, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi Peter Tholstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 35-årige taxachauffør nåede ikke at undvige.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 03.35. En patrulje blev herefter sendt til stedet og ankom før ambulancen, og derfor startede betjentene hjertelungeredning på den unge fodgænger.
Den 28-årige blev bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby i kritisk tilstand.
- Vi har ikke hørt noget nyt endnu. Så udgangspunktet er, at fodgængeren stadig er i kritisk tilstand, lyder det lørdag eftermiddag fra vagtchefen.
Taxachaufføren kom ifølge politiet ikke til skade.