Søren Papes forældre holder første jul efter hans død: - Vi savner ham hele tiden
Ni måneder efter Søren Pape Poulsens død sætter hans forældre nu ord på tabet af deres eneste søn.
Normalt er det børn, der arver deres forældre. I en lejlighed i Bjerringbro er det omvendt.
Et chatol i Ruth og Svend Poulsens entré er fyldt op med Royal Copenhagens julestel. Både stel og chatol har tilhørt deres søn, Søren Pape Poulsen.
- Søren var så stolt af det julestel, han havde fået købt, fortæller Ruth Poulsen i forældrenes første tv-interview siden sønnens død.
Voksede op i Vejerslev
Søren Pape Poulsen blev adopteret fra et børnehjem i København, da han var fire måneder gammel af Svend og Ruth Poulsen.
Han voksede op på en gård i Vejerslev i Favrskov Kommune, og han gik på Tungelundskolen i Thorsø.
TV Midtvest besøger Ruth og Svend Poulsen netop i anledning af den forestående jul. Ifølge dem begge var Søren Pape Poulsen et "rigtigt julemenneske". Julen betød alverden for den konservative partiformand, der døde pludseligt 2. marts i år. 52 år gammel.
- Søren han var meget julet. Der skulle pyntes op, og vi skulle synge juleaften. Det kunne ikke blive hyggeligt nok, forklarer Svend Poulsen.
Mindekoncert
Fordi Søren Pape Poulsen var så glad for julen, bliver der tirsdag aften afholdt en jule- og mindekoncert for Søren Pape Poulsen i Viborg Teater.
Operasanger Jens-Christian Wandt sang ved Papes bisættelse i Viborg Domkirke. Det er ham, der har taget initiativ til koncerten, hvor blandt andre Holmens Kirkes Vokalensemble medvirker.
Ruth og Svend Poulsen fortæller, at de begge ser frem til at overvære koncerten, men de siger også, at de i år ikke glæder sig til julen, som de plejer. Dertil fylder tabet af deres eneste søn for meget.
- Det bliver ikke godt. Det er vi forberedt på. Juleaften bliver ikke god, men vi skal igennem det, siger Ruth Poulsen.
Savner ham hele tiden
Nok siger man, at tiden læger alle sår. Men ifølge den kendte politikers forældre ikke dem alle.
For Ruth og Svend Poulsen på 88 og 92 år er sønnen - selvom han har været død i næsten ni måneder - stadig hele deres livs omdrejningspunkt.
- Vi savner ham hele tiden, siger Svend Poulsen.
- Søren var altid med i alle vores tanker og samtaler. Det var Søren alt drejede sig om, fortæller han.
Så meget desto mere indlysende er det for Søren Pape Poulsens forældre, at billeder og fotografier af sønnen - både som barn, ung og voksen - skal fylde på en mindevæg i hjemmet i Bjerringbro.
- Jeg ser Søren, som han var. Det er hele Sørens opvækst, der hænger dér. Den væg kigger jeg på det meste af dagen, fortæller Svend Poulsen.