82-årig kvinde kørt ned af flugtbilist: Politiet søger vidner
Politiet søger vidner til et færdselsuheld i Kongsvang i Aarhus torsdag
Østjyllands Politi søger vidner til et færdselsuheld, hvor en 82-årig cyklist torsdag blev kørt ned af en bil, og hvor bilisten efterfølgende kørte væk fra stedet. Den 82-årig blev slået bevidstløs i forbindelse med uheldet og har pådraget sig skrammer.
Uheldet skete i krydset ved Skanderborgvej og Rosenvangs Allé i Aarhus torsdag morgen klokken 09.26.
Her kom den 82-årige kvinde ifølge Østjyllands Politi cyklende ad Skanderborgvej i retning mod Aarhus, da hun blev påkørt af bilisten, der kom kørende i retning mod Viby Torv og svingede til venstre ad Rosenvangs Allé.
Læs også:
- Den 82-årige har pådraget sig skader på sit knæ og skrammer i ansigtet. Hun blev slået bevidstløs og har fået en hjernerystelse, siger kommunikationsrådgiver Janni Lundager fra Østjyllands Politi.
Ifølge politiet er flugtbilen muligvis en Fiat fra 90'erne i en lys farve.
- Efter påkørslen fortsatte bilisten ud ad Rosenvangs Allé uden at stoppe, men det er en situation, hvor bilisten klart burde have opdaget påkørslen. Vi vil meget gerne i kontakt med føreren af bilen eller vidner, som har set episoden eller har oplysninger i sagen, siger Janni Lundager.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.