Da gigantisk bølge ramte, måtte Jakob slippe sin datters hånd

En december morgen for præcis 20 år siden stod Jakob Skovenborg glad og ubekymret op. Han var på det tidspunkt slet ikke klar over, hvad der om lidt ville ramme ham og hans familie.

Alt var lykke og idyl, da han i hele december 2004 nød en lang ferie med sin daværende kone og deres to døtre på Sri Lanka.

De fire havde rejst rundt, men slappede nu af i den sydøstlige del af landet, hvor de boede i en lille palmehytte på stranden. 26. december 2004 startede dagen som de fleste andre for familien; en langsom morgen og planer om strandtur og afslapning.

Tænkte, at det var slut

Men da Jakob Skovenborg gik ned til vandet, kunne han se, at noget var helt galt.

- Vandet stod helt op til hegnet, så jeg løb tilbage til hytten, fortæller han.

Han ville skynde sig at smide familiens bagage op på sengen, så det ikke blev vådt af det vand, han på daværende tidspunkt blot troede var højt tidevand.

Men så langt nåede han aldrig.

- Inden jeg kom derind, stod vandet op til knæene, fortæller han.

Så fik han travlt. Han råbte og kaldte på familien. Den ældste datter nåede kun lige akkurat at vågne og kravle ud af sengen og myggenettet, og den yngste kom lige ud fra toilettet, men fik aldrig tøj på.

- Så kom der en bølge, der kværnede hele hytten med os indeni, fortæller Jakob Skovenborg og tilføjer:

- Der nåede jeg at tænke, nu er det slut.

Torsdag er det 20 år siden, tsunamien skabte død og ødelæggelse i et omfang, der er umuligt at begribe. Flere end 225.000 mennesker omkom, og endnu flere fik smadret deres liv og dagligdag som følge af de enorme ødelæggelser langs kysterne i de 14 lande, der blev ramt.

Glemmer det aldrig

Familien Skovenborg blev alle hvirvlet rundt i bølgen. Jakob Skovenberg fik fat på den yngste datter, og hans tidligere kone fik fat i den ældste. Men det er kun, til en ny bølge ramte.

- På det tidspunkt, må jeg give slip på min datter. Jeg blev trukket under vandet og troede, jeg sad fast, fortæller han.

Det lykkedes Jakob Skovenborg at komme fri igen, men hverken hans kone eller to børn var længere at se.

- Jeg tror, jeg blev skyllet en kilometer ind i landet, før jeg mærkede grund under fødderne og kunne rejse mig op, fortæller han.

Da det endelig lykkes at få fodfæste igen, får Jakob Skovenborg øje på sin yngste datter kun 50 meter fra ham, og hurtigt bliver de to genforenet.

- Jeg glemmer aldrig, at hun sagde; 'så skal jeg ikke på børnehjem alligevel'. Det havde hun nået at frygte, fortæller han.

Far og datter får kæmpet sig gennem mudderet op på en tør sti. Omkring dem er de omgivet af de katastrofale følger, de enorme vandmængder har haft - og de ofre, det har medbragt.

- Der lå døde folk rundt omkring, og jeg forsøgte at hjælpe en politimand med at få liv i en, med det lykkedes ikke, siger Jakob Skovenborg.

På det tidspunkt, anede han stadig ikke, hvad der havde ramt dem.

- Og jeg kunne heller ikke spekulere på det, for jeg tænkte bare på, hvordan vi kom videre. Vi stod uden noget som helst. Jeg havde kun badebukser og mit armbåndsur på mig, fortæller han.

Men senere har han tænkt over det syn, der mødte ham på stranden den morgen.

- Det har slået mig bagefter, at jeg ikke så nogen horisont. Jeg har set direkte ind i bølgen, som på det tidspunkt var en stor forhøjning. Jeg har set lige ind i den, uden at forstå hvad det var, og så blev vi taget på sengen i bogstaveligste forstand, fortæller han.

Børnene råber og skriger

Selvom Jakob Skovenborg og den yngste datter hurtigt genfandt hinanden, var familien stadig revet itu. I næsten en time aner far og datter ikke, om de har mistet halvdelen af deres familie.

Men efter cirka tre kvarter skete miraklet.

- Så råber min kone efter mig, og der står hun på en klippe sammen med mit ældste barn, siger Jakob Skovenborg.

Genforenet gemte familien sig på klippen, indtil de fandt modet til at gå tilbage til stranden, hvor en masse turister havde samlet sig. Broen til halvøen var skyllet væk, og ingen kunne derfor komme fra området.

I stedet fløj helikoptere over hovedet på turisterne, der kun kunne håbe på, at de snart kunne komme med.

- Vi er nogle af de første, der bliver tilbudt at komme væk, fordi vi er en familie med børn. Så vi kommer alle op i helikopteren sammen med to andre mennesker, som er stærkt såret. Så forsøger helikoptoren at lette, men det kan den ikke, fordi vi er for mange. Der bliver jeg bedt om at hoppe af, fortæller Jakob Skovenborg og uddyber:

- Børnene råber og skriger, for de vil ikke skilles på det tidspunkt. Så det ender med, helikopteren lander igen, og hele familien bliver sat af.

Familien fik besked om, at de vil komme med den næste redningshelikopter - men da aftenen gik på hæld, var der ikke kommet nogen for at redde dem endnu, og familien måtte overnatte på stranden.

Føler sig heldig

Dagen efter lykkedes det familien at blive transporteret til hovedstaden, hvor de blev tilset på et hospital.

Det er også den dag, familien første gang får sendt en besked til venner og familie i Danmark om, at de alle lever.

- Jeg kommer ind i en bank, og de får fat i min bankrådgiver i Danmark, som vi beder om at ringe til min storebror for at fortælle, at vi er i live, siger Jakob Skovenborg.

- Det var tæt på, at nogle af vores nærmeste venner var taget til Sri lanka for at lede efter os, fordi der skulle gå to dage, før vi kunne aflevere en troværdig besked, tilføjer han med en klump i halsen og tydeligt berørt.

Men mareridtet er ikke slut endnu. I fem frygtelige dage må familien kæmpe sig igennem landet, før de til sidst kommer afsted og lander hjemme i Danmark 31. december 2004.

Det er nu 20 år siden, mareridtet startede, og selvom Jakob Skovenborg ikke oplever at være meget mærket af episoden i dag, så har det alligevel sat sine spor.

- Jeg er bevidst om, at tingene kan ændre sig totalt fra det ene sekund til det andet. Vi befandt os et sted, hvor vi ikke frygtede noget som helst, og så skete det ud af det blå, siger han.

Men mest af alt fylder taknemmeligheden for, at de alle fire fortsat er i live 20 år efter katastrofen.

- Hvis en af os havde manglet, det havde været ubærligt, siger han og tilføjer:

- Vi har været utroligt heldige. Vi var selvfølgelig uheldige, at vi var der, men vi fandt hinanden igen, og på den måde var vi utroligt heldige.