Hesteejer holder jul i stalden efter ubehagelig oplevelse
Jane Morgan Sørensen fra Thorsø bliver hjemme til nytår, fordi der blev kastet kanonslag ind i hendes hestefold.
Jane Morgan Sørensen er forarget over, at der er blevet kastet kanonslag ind i hendes hestefold. Det skræmmer dyrene, der i værste fald kan abortere deres ufødte føl, siger hun.
Juledag var den gal igen for Jane Morgan Sørensens heste, der i denne omgang stod i stalden.
- Jeg synes ikke, at det høre hjemme overhovedet, siger Jane Morgan Sørensen, der har gården sammen med sin veninde.
Sprang ud foran bil
Det er ikke første gang, at hun oplever, at kanonslagene ender på den forkerte side af hegnet.
- Det skete også sidste år, hvor det var nytårsaften, siger Jane Morgan Sørensen, der til daglig arbejder som hesteinseminør.
To unge mænd var kørt ud til hendes fold og begyndt at kaste kanonslag efter hestene.
- Jeg var taget ud til folden med pandelampe og det hele for at berolige hestene, fortæller hesteinseminøren, der fik øje på en bil:
- Jeg hoppede ud foran bilen for at forsøge at standse dem. Det var nær gået galt, da de kørte rundt om mig, var de ved at ende i grøften.
Den dramatiske oplevelse fik Jane Morgan Sørensen til at skride til handling.
- På grund af pandelampen fik jeg øje på deres nummerplade, som jeg efterfølgende meldte til politiet, fortæller hun.
Anmeldelsen fik ifølge Jane Morgan Sørensen de to mænd til at kontakte hende, men hun havde ikke det store til overs for dem.
- De undskyldte og spurgte, om jeg ikke ville droppe min anmeldelse. Så takkede jeg dem for undskyldningen, men trak intet tilbage, fortæller Jane Morgan Sørensen, der er forarget over, at folk kan finde på at smide kanonslag efter dyr.
Den voksende utryghed har fået Jane Morgan Sørensen til at sætte kameraovervågning op på sin grund.
- Der er kamera overalt på ejendommen. Og ja, vi sætter også et kamera op, som kan filme på hestene, forklarer hun.
Bliver hjemme til nytår
Den skræmmende oplevelse sidste år samt det nylige visit juledag har ikke givet Jane Morgan Sørensen den ro, som hun havde håbet på.
- Jeg skulle have været ude og spise nytårsaften med nogle venner, men det har jeg måttet takke nej til, efter at der kom nogle forbi i går, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg tør ikke køre hjemmefra.
I stedet vil hun hoppe ind i det nye år ude i hestefolden med et glas champagne og en spand med gulerødder til hestene.