Aarhus-busselskab i ny skandale: Beruset chauffør fyres

En buschauffør, der kørte for det aarhusianske firma Rødbillet blev fredag eftermiddag anholdt og sigtet for spirituskørsel

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han er fyret, fastslår direktør for vognmandsfirma om beruset chauffør, der fredag kørte med omkring 50 passagerer for det Aarhus-baserede busselskab Rødbillet. Det er ikke første gang, at der er problemer med selskabet. I begyndelsen af juni blev en anden chauffør taget i at sidde med sin iPad under kørslen.

I det nyeste tilfælde foregik lovovertrædelsen på Sjælland, hvor en af passagererne slog alarm.

- Anmelderen undrede sig over, at bussen kørte slingrende og usikkert gennem et vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen. Bussen ramte blandt andet nogle vejskilte, siger Michael Sehested, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet stoppede bussen ved 15-tiden tæt ved en afkørsel mod Solrød.

Alkotesten viste ifølge politiet en promille et godt stykke over det tilladte. Chaufføren blev anholdt og bragt til stationen for at få taget en blodprøve. Derefter blev han løsladt.

Ifølge BT var der omkring 50 passagerer i bussen. De kom hurtigere videre med en ny chauffør. Rødbillet oplyser til Ekstra Bladet, at dets busser fremover skal være udstyret med alkometer.

Nul tolerance
Hos Dybbøl Turist, det vognmandsfirma, som Rødbillet har chaufføren fra, er holdningen klar.

- Vi har nul tolerance, når det kommer til alkohol. Og jeg kan sige med det samme, at chaufføren er fyret, uanset hvad promillen siger, siger direktør for Dybbøl Turist Peter Missfeld til Ekstra Bladet.

I juni var det så altså en chauffør med en iPad i brug under kørslen, som forargede og chokerede passagererne. Dengang tog Rødbillet også hurtigt konsekvensen af situationen.

- Der har været en episode med en chauffør, der under kørsel for os samtidig har betjent et elektronisk device. Vi har brugt lidt tid på at undersøge sagen til bunds, og for os er sagen klar; Den pågældende chauffør er for fremtiden bortvist fra Rødbillet, sagde selskabet i den forbindelse.

Sådan her så det ud i juni, da en chauffør hos Rødbillet kørte med en iPad i hænderne.  Foto: Nicklas Ambrosius Frank

Ligesom sidst er den pågældende chauffør, der fredag kørte spirituskørsel ikke ansat hos Rødbillet, men hos et af de busselskaber, der kører for Aarhus-firmaet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her