Aarhus-firma har succes med at arbejde med autistiske børn
Specialfirmaet Actura er gode til at håndtere børn med autisme
William Brandgaard går i 9. klasse på Holme Skole. Han er autist, og det giver nogle udfordringer i hverdagen.
Men de udfordringer får han hjælp til at løse via sin praktik i specialfirmaet Actura, der er gode til at håndtere børn med autisme.
- Nogle af dem kommer ind, og så har vi måske fået at vide, at de ikke kan så meget og at de er meget stille, men når de kommer ud til os og får lov at lave det, de godt kan lide, begynder de automatisk at snakke med de andre, siger Mathias Robinson, der er udvikler på Actura, der ligger i Aarhus.
Succes med autist-linje på gymnasium
Mathias Robinson ved, hvad han snakker om. Han er nemlig også selv autist. Og han var faktisk blevet afskrevet arbejdsmarkedet.
- Dengang snakkede min sagsbehandler om førtidspension, for de mente ikke, der var mulighed for noget, siger han.
I stedet arbejder han nu på Actura og kan give sine erfaringer videre.
- Jeg kan sætte mig ind i mange af de problemer, de har haft, siger Mathias Robinson.
Mød Mathias Robinson og William Brandgaard i videoen øverst i artiklen.