Aarhus Golf Club fejrer 85 års jubilæum
Golf til 85 kroner og jubilæumsfest hele ugen
I denne uge vælter det ind med golfspillere på banen ved Aarhus Golf Club. Årsagen er, at klubben fejrer sit 85 års jubilæum og derfor har inviteret golfspillere fra hele landet til at prøve banen.
Ifølge klubben har cirka 1.300 golfspillere taget imod tilbuddet fra en af landets ældste klubber.
- Vi er den sjette ældste klub her i Danmark, og vores klub er fra 1931, så vi har 85 års jubilæum i år. Vi tænkte derfor, at nu vil vi fortælle alle golfspillere i Danmark, at vi er klub nummer seks. Vi har derfor lavet et tiltag med at invitere alle golfspillere til at komme og spille på vores bane for 85 kroner, siger Christen Boutrup, der er formand for herreklubben i Aarhus Golf Club.
SE OGSÅ: Velgørenhedsgolf skal hjælpe hjemløse i Aarhus
Og det tilbud har mange altså takket ja til.
Glade gæster
- Jeg har spillet fire huller. Det er dejligt, og banen er flot, siger Leon Jensen fra Kolding, som torsdag for første gang prøvede kræfter med den aarhusianske golfbane.
Og mens det er første gang for Leon Jensen, så har Lilian Mahncke fra Randers besøgt klubben hele to gange i denne uge i anledningen af jubilæet.
- Jeg var her også i tirsdags, og nu er jeg her i dag, torsdag, så der må være et eller andet, der trækker, siger hun.
SE OGSÅ: 'Golfens dag' skal give flere medlemmer
I den aarhusianske golfklub håber man nu, at ugens markering af jubilæet kan tiltrække nye medlemmer i klubben.
- Vores håb og ønsker for fremtiden er, at det vi har gjort i den her uge rygtes ude i landet og i byen, så folk tænker, at de gerne vil komme igen og spille vores bane. Og måske dukker der også nogle flere sponsorer op, det vil vi da gerne have - og flere medlemmer ikke mindst, siger Christen Boutrup.
Du kan komme en tur med ud på golfbanen og høre mere om jubilæet i videoen øverst på siden.