Aarhus Kommune beklager: Handicapkørsel bliver bedre snart
Hos Aarhus Kommune beklager man, at der har været en kaotisk start på ny handicapkørsel. Man forventer problemet er løst inden efterårsferien.
Kritikken af Aarhus Kommunes kørsel af handicappede børn tager nu til i styrke. 125 familier har nu klaget over problemer med transporten til og fra skole.
Klagerne handler blandt andet om, at børnene ikke bliver afhentet på samme tid og heller ikke af samme chauffør. Det er ellers del af aftalen, fordi det er vigtigt for børnene.
- Vi har rigtig mange børn, der har svært ved at forstå alle de uregelmæssigheder. Der er mange af dem, der er forvirret. Der kan blive øget konfliktniveau. Der er flere grædende børn i forhold til de her problemer, siger Susanne Vestergaard Hjermit, der er skoleleder
Vi har tidligere fortalt, at der er massiv kritik af den kommunale handicapkørsel til og fra specialskolerne, efter kørslen blev lagt om efter skolestart.
Mange af problemerne burde være undgået, det mener de forældre, der allerede før sommerferien advarede kommunen om, at der var problemer under opsejling for andet år i træk.
Hos Aarhus Kommune beklager man problemerne med handicapkørslen.
Hvordan kan man havne i den samme situation to år i træk?
- Fordi det er forfærdeligt kompliceret. Og det er indkøringsproblemer, og det går bedre for hver uge, siger Peter Pedersen, økonomidirektør ved Aarhus Kommune.
Men hos Stensagerskolen mener skolebestyrelsesformanden, at kommunen burde kunne planlægge sig ud af startvanskelighederne.
- Det her massive omfang år efter år efter år, det er simpelthen for meget. Og det kunne man sagtens planlægge sig ud af. Det er simpelthen dårlig planlægning, siger Søren Kronvang, der er formand for skolebestyrelsen ved Stensagerskolen i Viby.
Men hos Aarhus Kommune er man ikke enig i kritikken.
- Jeg mener bestemt ikke, vi har sløset. Vi har gjort os rigtig umage. Men vi har bare ikke kunne løse det hele. Og det er ikke fordi, vi ikke har professionelle folk på opgaven. Det er fordi, det er rigtig, rigtig kompliceret, siger Peter Pedersen, der lover, at handicapkørslen er i stabil drift i løbet af en uges tid eller to.
- Og fuldstændig i god tid inden efterårsferien, siger Peter Pedersen.