Aarhus Kommune rydder hjemsted for kreative sjæle
En stor del af Institut for X skal rives ned for blandt andet at gøre plads til en ny arkitektskole.
Da Aarhus i 2017 var kulturhovedstad, var det et flagskib, som kommunen stolt viste frem til besøgende fra nær og fjern. Men det ti år gamle Institut for X eksisterede kun på lånt tid, og nu er det ved at være fortid.
De mange iværksættere og kreative sjæle er lige nu ved at pakke sammen og flytte væk, for om lidt ankommer bulldozerne og jævner deres lokaler med jorden. Alle lokaler skal være tømt inden på tirsdag.
- Det er vemodigt. Når man selv har bygget det hele, så er det mærkeligt at gå og skille tingene ad. Man har jo nogle minder om dengang, vi byggede det op for seks år siden, siger Rasmus Nørfeldt, selvstændig arkitekt, til TV2 ØSTJYLLAND.
Institut for X er en forening, der i de seneste ti år har lejet nogle gamle og fredede bygninger på godsbanearealet i Aarhus. Nu skal en del af bygningerne rives ned for at gøre plads til blandt andet en ny arkitektskole.
- Det er altid vigtigt at have nogle steder, hvor kreativiteten kan få lov at blomstre, og hvor folk har spillerum og luft i økonomien til at lave nogle andre, sjove ting. Så nu må vi prøve at klumpe os sammen i nogle af de andre ledige pladser, der er hernede, siger Rasmus Nørfeldt.
Institut for X skal nu klemme sig sammen på et areal, der er mindre end halvt så stort som det nuværende. Det ærgrer den daglige leder af området.
- Der er færre og færre mellemrum tilbage i byen. Jeg tror, man skal passe på med at få solgt alle mellemrummene og lave det hele til ejerlejligheder eller erhvervsbyggerier. Det er meget vigtigt, at Aarhus bliver ved med at have de her oaser, hvor det er nemt at komme i gang, siger manden bag Institut for X, Mads Peter Laursen, til TV2 ØSTJYLLAND.
De nuværende lejere har kunnet bo billigt i de gamle bygninger, hvor der også har været masser af frirum til at sætte deres eget præg på lokalerne. Nu skal en del af dem så flytte, men alligevel håber de, at det kreative miljø kan bevares trods nedrivningen af en del af bygningerne.
- Jeg synes, det betyder rigtigt meget, at det er her. Der er en mentalitet af, at ting kan lade sig gøre, og her sker ting hele tiden. Og det føler jeg mig meget hjemme i. Det er et tab, at noget af det forsvinder, siger Sacha Bechtle, der som ejer af virksomheden PLUKK, der har drevet en plantecafé i området.
Læs også:
Nedrivningen af bygningerne begynder den 28. januar.