Aarhus udskyder sag om forbud mod kønsopdelt svømning
Aarhus Byråd sender sagen om kønsopdelt svømning til ny udvalgsbehandling
Debatten om kønsopdelt svømning har i månedsvis bølget frem og tilbage i Aarhus.
Onsdag skulle Aarhus Byråd tage stilling til sagen, men politikerne valgte i stedet at sende den kønsopdelte svømning tilbage til udvalgsbehandling.
Det sker efter ønske fra Enhedslisten, der ønsker en fornyet behandling af Venstres forslag om at forbyde kønsopdelt svømning i kommunale svømmehaller.
Venstre kom med en præcisering af forslaget før jul, og det er på den baggrund, at Enhedslisten ser et behov for en yderligere belysning af sagen.
Det ændrer dog ikke på, at der fortsat tilsyneladende er et solidt politisk flertal for at forbyde kønsopdelt svømning, sådan som det finder sted eksempelvis i Gellerupbadet.
- Der er ingen grund til at bekymre sig om, at flertallet flytter sig, lyder det fra Venstres politiske ordfører, Gert Bjerregaard (V).
Han er stadig af den overbevisning, at kønsopdelt svømning ikke hører hjemme i den offentlige åbningstid.