Aarsleff lander milliardordre på dansk byggeri
2,4 milliarder kroner. Det er værdien af den kontrakt, Aarhus-baserede Aarsleff har offentliggjort på udvidelse af datacenter i Odense, hvor Facebooks store datacenter ligger.
En ordre i milliardklassen er tikket ind hos Aarsleff. Det har entreprenørvirksomheden fra Aarhus i dag offentliggjort i en meddelelse til Nasdaq Copenhagen - også kendt som Københavns Fondsbørs.
2,4 milliarder lyder ordren på, og for det skal Aarsleff udføre alt jord- og betonarbejde på projektet. Det indebærer både håndteringen af store mængder jord, sand og grus, fremgår det, men også "etablering af kilometervis af ledningsgrave med installation af ledninger og rør"
Udover det skal Aarsleff designe, producere og installere 3000 betonelementer samt støbe flere tusinde kubikmeter beton på stedet.
Påvirker ikke årets resultat
Hvem Aarsleff skal bygge for, fremgår ikke af fondsbørsmeddelelsen. Her omtales ordregiveren blot som en stor multinational virksomhed. Det har dog tidligere været omtalt, at Facebook har opført et stor datacenter ved Odense, og at datacentret også skal udvides.
Arbejdet med udvidelsen af datacentret begynder omgående, fremgår det af meddelelsen, og Aarsleff forventer at være færdige i august 2025.
Selv om 2,4 milliarder må betegnes som en stor ordre set i forhold til, at Aarsleff ifølge selskabets hjemmeside årligt omsætter for 14,7 milliarder kroner, ændrer den nye ordre ikke på Aarsleffs forventninger til regnskabsåret 2021/2022, fremgår det af fondsbørsmeddelelsen.