Ændringer i MobilePay: Louise kan miste flere tusinde kroner om året
Frisør Louise Borgselius er en af dem, som kan ende med at blive hårdt ramt, når MobilePay den 1. oktober introducerer en ny prismodel.
Louise Borgselius er indehaver af frisørsalonen ROD i Åbyhøj.
For hende kan et nyt tiltag fra betalingsapp'en MobilePay ende med at blive en dyr omgang.
- Jeg er nået dertil, at jeg nu overvejer at droppe MobilePay. Jeg har regnet lidt på det, og jeg kan ende med at miste omkring 9000 kroner om året, siger Louise Borgselius.
Frisørsalonen i Åbyhøj er ikke den eneste, der rammes af ændringerne.
Godt 200.000 virksomheder i Danmark har MobilePay som et af deres førende betalingsmidler.
Til oktober erstattes de tidligere gebyrer, man som virksomhedsejer har skullet betale for at bruge Mobilepay, med et gebyr på 0,99 procent af varens pris, hver gang der betales med MobilePay.
- Mange vil blive ramt af det ekstra gebyr. De skal jo betale mere uden at få en ekstra service. Det frustrerer virksomhedsejerne, for de får jo ikke mere for pengene, siger Kasper Munk Rasmussen, som er chefkonsulent ved SMVdanmark, der er erhvervsorganisation for små og mellemstore virksomheder.
Kasper Munk Rasmussen mener også, at nogle erhvervsdrivende muligvis kan ende med at betale ti gange så meget.
Mindre virksomheder rammes hårdest
Ifølge SMVdanmark bliver især de mindre virksomheder ramt.
- Det er de brancher, hvor man typisk får en stor del af sin betaling fra MobilePay. Så det drejer sig specielt om madboder, frisører og mindre detailbutikker, siger Kasper Munk Rasmussen.
Louise Borgselius har siden salonens åbning for tre år siden kun tilbudt betaling med MobilePay eller kontanter.
- Nærmest alle betaler med MobilePay. Da jeg åbnede salonen, valgte jeg den løsning, fordi det helt klart var det letteste. Derfor synes jeg, at det nu er noget svineri, at det skal være så dyrt, siger Louise Borgselius.
De nye ændringer kan også få betydning for forbrugerne, fordi det kan lede til prisstigninger på visse ydelser eller varer.
Ifølge Peter Kjærgaard, der er presseansvarlig hos MobilePay, vil den mobile betalingsform stadig være en nem og smart løsning til en konkurrencedygtig pris.
Det skaber en dominoeffekt
For nogle virksomheder er ændringerne ved betalingsappen et positivt tiltag.
Det skyldes, at de virksomheder, hvor kunderne kun i få tilfælde benytter MobilePay som betalingsmetode, ikke rammes særligt meget af de 0,99 procent i gebyr.
Men ændringerne vil altså for andre være en byrde.
- Det vil betyde øgede gebyrudgifter for visse virksomheder med ret høj omsætning og ret høje stykpriser. Og jeg har stor respekt for, at virksomheder kan blive irriterede over det, siger Peter Kjærgaard.
Hos SMVdanmark mener man, at ændringerne af MobilePay har skabt en dominoeffekt blandt de forskellige betalingsformer.
- Det virker på os, som om, at flere er inspireret af MobilePay. For nogle virksomheder kan det nu pludselig blive dyrere at tage imod kontanter. Det er bekymrende, at dem, der tager imod kontanter, også bliver ramt, siger Kasper Munk Rasmussen.
En jungle af betalingsformer
Hos salon ROD i Åbyhøj vil Louise Borgselius ikke sætte priserne på behandlingerne op, men derimod vil hun formentlig lave andre tiltag.
- Jeg overvejer at skifte over til terminalbetaling og kontanter i salonen, da MobilePay ikke nødvendigvis er det billigste for mig længere, siger Louise Borgselius.
Hos SVMdanmark opfordrer man sine kunder til at orientere sig om, hvilken betalingsløsning der er bedst for den virksomhed, man driver.
- Det kan være en jungle med de forskellige betalingsformer. Derfor råder vi vores medlemmer til at skabe sig et overblik løbende, siger Kasper Munk Rasmussen.