AGF straffet af kyniske AaB
AGF var tæt på at udligne, men formåede ikke at forhindre nederlag på 2-3 til AaB
Der var drama til det sidste, da AGF efter en ellers mere end godkendt indsats tabte 2-3 til AaB.
Regnen silede ned på Ceres Park, da AGF skulle forsøge at bibeholde titlen som ubesejrede i hjemmekampen mod AaB - men det lykkedes som bekendt ikke.
Hjemmeholdet tog føringen efter et lille kvarter, da Danny Olsen sendte bolden over et desorienteret AaB-forsvar til den helt umarkerede kroatiske forsvarsspiller Josip Elez, der nemt headede AGF i front med 1-0.
Midtvejs i første halvleg slog AaB lidt overraskende tilbage, da højrebacken Henrik Dalsgaard lagde bolden ind foran mål, hvor Lukas Spalvis fik prikket bolden mod mål.
AGF-keeper Steffen Rasmussen fik blokeret, men Spalvis var hurtigt over bolden igen og vippede den i mål til 1-1.
AaB-udligningen blev fulgt op af et intensivt nordjysk pres på 10 minutter, hvor svenske Rasmus Jönsson burde have scoret.
I stedet for at skyde selv med AGF-keeper Steffen Rasmussen lige foran sig, så lagde Jönsson bolden på tværs, og så løb chancen ud i ingenting.
AaB'erne overlevede i første halvlegs slutminutter et massivt AGF-tryk, hvor både Daniel Christensen og Jesper Lange var tæt på scoring, inden Lukas Spalvis endnu en gang drillede hjemmeholdet.
Et Kasper Risgård-frispark blev sendt frem i panden på Frederik Børsting, og så tordnede Spalvis bolden op i målhjørnet til 2-1.
Se: AaB: Vi vil vinde over AGF
Kort efter pillede Rasmus Jönsson ved midterlinjen bolden fra AGF's højreback Dino Mikanovic, og denne gang skød svenskeren på mål. Via en AGF-fod gik bolden i en bue over målmand Steffen Rasmussen til 3-1.
To minutter før slutfløjt fik irakiske Ahmed Yasin i massivt regnvejr reduceret til 2-3 for hjemmeholdet efter en flot soloaktion. AaB-keeper Kasper Larsens blokering var ikke god nok, og så trillede bolden over målstregen.
Kampen endte med et massivt AGF-pres, men trods flere store chancer led aarhusianerne sæsonens første nederlag.
AaB har med sejren syv point efter de fem første spillerunder. Oprykkerne fra AGF har et enkelt mere end nordjyderne.