Anders rapper om fugle og fisk - vil lære unge om naturen
Anders Fedder Kristensen er rapper og gymnasielærer, og han bruger sine evner til at lære unge om plante- og dyrelivet.
Fugle er for vilde. Lad os finde nogen og anskue.
Er det der en pelikan? What, det er en ringdue.
Sådan lyder det blandt andet, når Anders Fedder Kristensen, som også bliver kaldt Fætter Anders, rapper.
Han har studeret biologi, og så rapper han altså også.
Og selvom de to beskæftigelser ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, så leger han med at kombinere dem. Også i sit job som gymnasielærer på Aarhus Tech.
- Jeg er kendt, som læreren, der rapper i skolen. Eleverne følger mere med, når det bliver leveret på en anden form. Og at det simpelthen også er mere inspirerende og motiverende, og at de husker nogle af de linjer, der bliver sagt i rappen, siger Anders Fedder Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han rapper om alt fra fugle til fisk og fra plante- til dyrelivet.
Sådan startede det
Siden 2009 har Anders Fedder Kristensen været aktiv inden for det, man kalder freestyle rap, som er improviseret rap. Han har blandt andet stillet op i store konkurrencer som DM i Freestyle Rap og MC Fight Night.
Derfor blev der også lagt særligt meget mærke til ham, da han begyndte at læse biologi.
- Der var nogle store naturorganisationer, der tog fat i mig og spurgte, om jeg ikke kunne prøve og skrive en rap om pattedyr og evolution, siger han, og fortsætter:
- Lige pludselig så jeg en mulighed, fordi der er så mange, der formidler om natur, og der er så mange, der rapper, men der var ikke så mange, der gjorde det samme, siger han.
Årets unge naturformidler
Selvom Anders Fedder Kristensen rapper, fordi han kan lide det, er det ikke bare for sjov.
- Hvis vi ikke har respekt for naturen og forstå, hvordan de forskellige økosystemer hænger sammen, så er der stor risiko for, at vi kommer til at tømme de her ressourcekamre, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Formålet med at gøre os mere dus med naturen, vil han blive ved med at arbejde for.
- Det kan godt være, jeg ikke arbejder, når jeg bliver 50 år, men så har jeg en masse rap, jeg kan vise frem, siger han.
'Fætter Anders' har desuden lige vundet prisen som årets unge naturformidler sammen med produceren Kratluskeren.