Århus-klunser belønnes
Allan Fisker, som TV 2's seere kårede som Årets Østjyde i 2001, får penge til sit arbejde for et børnehjem i Riga.
Allan Fisker, klunseren som TV 2 / Østjyllands seere kårede som Årets Østjyde for to år siden, får nu p30.000 kroner af Danfoss Jubilæumsfond til sit arbejde for et børnehjem i Riga, Letland.
Allan Fisker har de seneste fem år cyklet Brabrand rundt med en trailer for at samle tøj ind. Når der har været tøj nok til at fylde en container, er det blevet skibet af til Riga, hvor Allan Fiskers indsamlinger har kunnet drive et børnehjem med fem ansatte.
Det er det arbejde, Danfoss Jubilæumsfond nu belønner med 30.000 kroner. Allan Fisker var også indstillet til at få del i Danfoss' pris-penge sidste år, men da fonden ikke uddeler priser til enkeltpersoner, kom han ikke i betragtning.
Siden etablerede en gruppe borgere i Brabrand Støtteforeningen for Allan Fiskers Børnehjem i Riga, og i år fik foreningen så prisen.