Bænke til socialt udsatte skal gøre op med uro ved Klostertorv

Aarhus Kommunes nye tiltag med hellesteder til hjemløse skal gøre op med uro og utryghed på Klostertorv

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I Aarhus opholder et stort antal hjemløse borgere sig hver dag ved Klostertorv i den centrale del af byen. Det har skabt en del uro og utryghed for de forretningsdrivende og de borgere, der hver dag benytter området.

Derfor har Aarhus Kommune længe forsøgt at finde en løsning på problemet ved Klostertorv. De har blandt andet forsøgt med shelters og sociale gårdvagter. Også erhvervsdrivende har sat vagter ind for at komme utrygheden til livs.

Der er dog ikke nogle af tiltagene, der for alvor har gjort op med uroen i området, og derfor forsøger Aarhus Kommune nu med endnu et tiltag. Denne gang har kommunen sat såkaldte hellesteder op for at få de hjemløse væk fra torvet.

- Det er nogle bænke. Det er en grill, og så er der sat et sejl op, siger rådmand for Sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF) om et af de hellesteder, der er blevet sat op.

De nye hellester er afskærmet med sejl

Idéen med de nye områder er, at de hjemløse skal kunne gå steder hen, hvor de kan sidde i fred, og hvor der ikke kommer så mange andre.

- Det ligger lidt afskærmet fra, at der kommer rigtig mange mennesker forbi. Så det er grunden til, at det er blevet valgt som sted, hvor man kan sidde og hygge, siger Thomas Medom.

Landsforening er positiv

Om de nye hellesteder kan stoppe flaskekast, uro og andre konflikter, som der gennem de senere år har været på Klostertorv, må tiden vise. Men indtil videre er de hos landsforeningen for hjemløse, SAND, positive overfor kommunens nye tiltag.

- Noget af det, jeg synes, er rigtig godt ved det, er, at der er blevet lyttet til de hjemløse, de udsatte og dem der ellers bruger torvet, siger landsformand for SAND, Christina Strauss.

 

Hun tror dog ikke, at de nye bænke gør, at det er helt slut med socialt udsatte på Klostertorv. Men sådan skal det heller ikke være, mener hun.

- Jeg tror stadigvæk, at der bliver ved med at være folk på Klostertorv. Det er jo heller ikke sådan, at alle skal væk derfra, og at man ikke må være der, men jeg tror helt sikkert, at det vil hjælpe, at der er nogle steder, hvor man må være og ikke bliver jaget væk fra, siger Christina Strauss.

Klostertorv ligger i det centrale Aarhus:

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her