Bakken Bears i Champions League: Det er stort
Torsdag aften besejrede Bakken Bears det estiske hold BC Tartu med 83-70. Dermed sikrede den aarhusianske klub sig adgang til Champions League.
- Det er stort, siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears til tv2oj.dk.
Læs også:
- Vi skal spille på en scene, som ingen dansk hold har været på før. Det bliver en utrolig spændende opgave, men også en utrolig krævende opgave, siger Michael Piloz.
Kort efter kampen var det ifølge sportsdirektøren ikke helt gået op for spillerne, at de havde vundet.
- Spillerne var glade og lettede over at levere det, de skulle. Det var lidt forkrampet i løbet af kampen, jeg tror ikke, at det er gået op for dem, hvor stort det egentlig er, siger Michael Piloz.
Allerede tirsdag havde Bakken Bears givet sig selv et godt udgangspunkt ved at vinde kampen i Estland med otte point.
Basketball Champions League er en ny turnering og et prestigeprojekt for Det Internationale Basketballforbund (Fiba), som lokker med en præmiesum på 35 millioner kroner. Bakken Bears blev inviteret med til kvalifikationen, da danmarksmestrene fra Horsens IC valgte at takke nej til at være med.
- Der er en bonus på 100.000 kroner, hvis man kvalificerer sig. Det er en god start, selv om den hurtigt kommer til at gå med rejseudgifter osv. Målsætningen er, at være med i så mange kampe som muligt, så må vi se, hvor langt det rækker, siger Michael Piloz.
Aarhusianerne er placeret i en otteholdspulje sammen med Banvit (Tyrkiet), Fraport Skyliners (Tyskland), Aris (Grækenland), CEZ Nymburk (Tjekkiet), Helios Suns (Slovenien), Monaco (Frankrig) og Ironi Nahariya (Israel).
Først kamp er hjemme mod CEZ Nymburk den 18. oktober.