Ballade lukkede butik i Hasle: Nu står lokale unge bag disken
Discountkæden Kiwi er rykket ind i boligområdet Bispehaven - indtil videre med stor succes
I december sidste år slog Kiwi dørene op til endnu en discountbutik i Aarhus-området. Umiddelbart ikke en stor nyhed, men så alligevel.
Butikken åbnede nemlig klods op af boligområdet Bispehaven i Hasle, som kort forinden havde mistet sin Netto-butik. Dansk Supermarked havde følt sig nødsaget til at lukke butikken på grund af hærværk, tyveri og anden ballade.
Det skræmte ikke Kiwi, som nu to måneder senere er glade for valget. Hvis man spørger kædens distriktschef Biwar Bashir Højgaard Mosa handler det blandt andet om indgangsvinklen.
Kiwi åbner forretning i tidligere Netto-butik ved Bispehaven
Kiwi har en strategi om, at en del af de ansatte i butikken gerne må være fra lokalområdet i håbet om, at det kan være med til at give ejerskab:
- Man kan håbe, at de tænker, at det er vores butik. Det er det, vi gerne vil hen imod. Det er der, hvor min mor handler eller min fætter arbejder. Vi håber, det kan være med til at sætte en dæmper på det, siger Biwar Bashir Højgaard Mosa til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Svære odds
Butikken har blandt andet give 21-årige Hussam Seif en chance. Han bor selv i lokalområdet og har længe forsøgt at finde en læreplads uden held.
Han nåede at sende mange ansøgninger af sted, indtil han en dag blev indkaldt til samtale hos Kiwi og er nu ansat som elev.
- Det har været lidt af en udfordring at få en elevplads, siger Hussam Seif, som er taknemmelig for, at han fik muligheden.
Ligesom distriktschefen tror Hussam Seif også på, at det, at medarbejdere som ham selv kender området og dermed også mange af kunderne i butikken er en fordel.
Du kan komme med indenfor i Kiwi-butikken på Ryhavevej i Hasle i tv-indslaget øverst i artiklen.