Bar forsøger at overleve: Sælger fadøl i Ikea-flasker
Highlanders Bar i Aarhus tager utraditionelle metoder i brug for at holde bare en smule gang i salget.
Især restaurationsbranchen er presset under den nuværende krise. Regeringen opfordrer steder som barer, caféer og restauranter til at holde lukket for at undgå spredning af COVID-19.
I Aarhus har det fået en bar til at forsøge sig med en alternativ salgsmetode for at redde forretningen.
Highlanders Bar har købt en hel masse enliters flasker i Ikea, som der bliver hældt øl på. Og så sælges de.
- Vi har øl på hanerne, som vi ikke bare vil smide ud. Og der er bestilt en masse hjem til Skt. Patricks Dag (den irske nationaldag, red.) i morgen. Det vil jeg sælge for at overleve, siger ejeren af baren, Karl Maynard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Har tabt mange penge
Baren lever i høj grad af ølsmagninger og lignende arrangementer, som alle er blevet aflyst den kommende tid.
Men de faste udgifter til husleje, strøm og meget mere er der stadig.
- Heldigvis har regeringen nu tilbudt at dække en del af mine ansattes løn. Ellers skulle jeg i gang med at fyre. Nu kan jeg forhåbentlig tjene lidt og så håbe på forståelse fra leverandører og banken, siger Karl Maynard.
De mange liter øl bliver hældt på flasker, og så kan interesserede kunder bestille dem på nettet eller over telefonen.
Har købt flere flasker
Herefter stilles de klar til afhentning ved baren.
- Og jeg har sørget for, at der er styr på hygiejnen. Jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at udgøre en sundhedsrisiko, slår ejeren fast.
De første 100 flasker med én liter øl i hver er blevet solgt, så nu har Karl Maynard købt flere flasker.
- Folk troede, at jeg hamstrede i Ikea, men det var altså kun for at redde min forretning, griner han.
Karl Maynard er ikke alene i Aarhus om at forsøge sig med anderledes metoder for at holde gang i salget.
Omsætningen svigter
Eksempelvis gør tøjbutikken S.T. Valentin det samme.
- Når det lige pludselig bliver tomt i byerne, og kunderne ikke kommer ind i butikken, så svigter omsætningen også, siger medejer af butikken, Nikolaj Valentin, til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor er de to ejere nu begyndt at tænke i alternativer: Når kunderne ikke kommer til os, må vi komme til dem.
Holder hjulene i gang
Derfor har butikken nu opfordret deres kunder til at skrive, hvis de ønsker personlig levering. Og så kører de to ejere selv ud til kunderne med deres varer.
- Jeg har fået leveret tøj og sko, og det har jeg alligevel ikke prøvet før. Jeg tror, de (ejerne, red.) er glade for, at det ikke er Black Friday i dag, lyder det fra en af kunderne.
For butikken er tiltag som dette vigtigt.
- Det er sindssygt vigtigt, at vi sørger for at holde hjulene i gang i den her tid, så alt ikke ryger i lockdown og går fuldstændig i stå. Fordi det er det værste, der kan ske, siger medejer Nikolaj Valentin.