Forældre så tavst til, når direktør overfusede børn: - De skulle skamme sig

Spotlightet stråler. Sammen med en medgymnast har Victor Withen Weiercke det afsluttende nummer i Flying Superkids opvisning. Mens hundredevis af øjne hviler på dem, kikser de.

Men den egentlige ydmygelse kommer først bagefter. Når fejlen skal afregnes med en skideballe af direktør og sprechstallmeister i Flying Superkids, Lars Godbersen. Denne gang går det ud over Victor Withen Weierckes medgymnast.

- Han råber ad ham, at det er for dårligt, og det er typisk, at det skal kikse, når det er ham, der er en del af det, og hvordan han ikke kan lære at tage sig sammen og koncentrere sig mere, fortæller Victor Withen Weiercke.

Skideballen er langt fra den første, og det bliver heller ikke den sidste, Victor Withen Weiercke selv modtager eller er vidne til.

Han er blot én af de 29 tidligere gymnaster hos Flying Superkids, der i TV2 Østjyllands nye podcast fortæller om et kæft, trit- og retningsmiljø og en udskamningskultur, de fleste omkring super-børnene kendte til, men ikke talte om eller greb ind over for. Deres historier stammer fra perioden 2007 til 2021. 9

Ofte foregik de verbale overfusninger ikke alene med holdkammeraterne som publikum. Victor Withen Weiercke og de andre gymnaster fortæller om forældre, der sidder på tilhørerrækkerne og tavst ser på, når en kikset flik-flak eller en mislykket saltomortale kvitteres med en bølge af vrede fra direktør, Lars Godbersen.

- Alle de gange, jeg har oplevet skideballerne, har der jo som oftest været forældre med til tingene. Har forældrene reageret? Nej. Der er ikke nogen forældre, der reagerer, siger Victor Withen Weiercke.

Hvor blev de voksne af?

Du har måske set dem. Langs indfaldsvejene til de større byer hang de der. Plakater med glade børn klædt i blå og røde dragter. En reklame for, at de kendte og berømte Superkids-børn var i byen.

Det kan meget vel være forældrene til de børn, du lige har læst om, der har hængt dem op. Ligesom det er forældrene, der har hjulpet med at sætte telt op, lavet mad og sørget for, at børnene fik deres middagslur inden showet.

Flying Superkids er et kendt brand og en velsmurt maskine. I spotlightet står børnene, men bagved kræves det, at forældrene engagerer sig i praktiske opgaver. Flere forældre fortæller, de har brugt mange uger på at være med deres børn på turné.

Alligevel sidder flere af de tidligere gymnaster, TV2 Østjylland har talt med, tilbage med et stort spørgsmål: Hvor blev forældrene af?

For når det kom til at gribe ind over for de grænseoverskridende oplevelser og en kultur, hvor skældud og udskamninger var en del af dagligdagen på Gymnastikgården i Aarhus, og når superbørnene var på turné i hele verden, så blev der stille på forældrerækkerne, lyder det.

- Man skal sige noget. De skal sige noget i dag, og de skulle have sagt noget dengang. Og jeg kan ikke forstå, at man ikke har sagt noget, siger Victor Withen Weiercke.

Hans lillebror, Marius Withen Weiercke, var ligesom storebror en del af Flying Superkids, og han sidder tilbage med samme oplevelse. Forældrene var der fysisk, men når det kom til at stå op for børnene, var engagementet tvivlende.

- Hvor er forældrene henne på Gymnastikgården? Jamen, de er jo ikke til stede, siger han.

De skulle skamme sig

29-årige Anne-Sophie Freitag var kun fire år gammel, da hun startede i Flying Superkids i 1999.

Hun har på egen krop oplevet bagsiden af medaljen, når Lars Godbersen skælder ud, råber og truer gymnasterne. Når hun skal fortælle om skideballerne, så har hun i dag - cirka ti år senere - stadig svært ved at holde tårerne tilbage.

Men hun bliver ramt af andet og mere end tårer - for hun er også vred over, at der ikke var nogen voksne, der trådte i karakter og hjalp børnene.

- De forældre, der sidder og kigger på i stilhed. De skulle skamme sig, skulle de. Som voksen kan jeg blive helt forarget over, hvor mange forældre der kollektivt besluttede, at det var okay, det han sagde. For det er jo det, de implicit siger ved ikke at sige noget, siger hun.

At være Flying Superkids er et børneliv i rampelysets kulørte skær. Et liv, som mange andre børn kun kan drømme om - med berømmelse og autograf-skrivning - stjernedrys og popularitet. Og drømmen om at være en del af eliten, er der tilsyneladende ikke mange forældre, der har lyst til at knuse.

De tidligere gymnaster mener i dag, at forældrene ikke turde gribe ind, når et barn blev råbt af eller ydmyget af frygt for at sætte deres barn i dårligt lys og risikere at barnet blev forbigået. Noget der ikke håndfaste eksempler på faktisk er forekommet, men alligevel er et tilbagevendende emne blandt gymnaster og forældre.

- Man er vidne til nogle ting, hvor man som forældre 100 procent vil sige, at det ikke var i orden. Men som forælder til elitegymnasten, holder man mund, fordi bekymringen for, hvad det kunne betyde for ens barn, er større, siger Anne-Sophie Freitag.

18-årige Ida Parkegaard, der var en del af Flying Superkids fra 2019 til 2021, har samme teori.

-Jeg tror ikke, der er nogen forældre, der har sagt til Lars, at det ikke er i orden, siger hun og tilføjer:

- Lige så snart man som forælder går ind og siger noget til opførslen, så ødelægger man på en måde ens barns drøm, fordi Lars og de andre, der bestemmer, går meget op i, at forældrene hjælper til og ikke er i vejen for, at showene kan køre rundt.

Ifølge Kristoffer Henriksen, der er professor i sportspsykologi ved Sydddansk Universitet, så kan den teori sagtens passe. Han fortæller, man har set utallige eksempler på, at ingen har grebet ind over for usunde træningsmiljøer, selvom der har været en masse omkring, der har set det ske.

- Det kan være svært at forstå, men jeg tror, det er helt rigtigt, at det både kan handle om, at man som forælder kan være bange for, at det går ud over børnene og deres muligheder for at få lov at være en del af holdet, siger han og tilføjer.

- Det kan også være, man tror, det er sådan, det skal være. Man tænker; sådan har det åbenbart været længe, og de andre ser ud til at kunne holde til det, så det er nok meningen, det skal være sådan, og det der skal til, for at man bliver rigtig god.  

Skammer de sig?

Der er høje forventninger til børnene, og det kræver hård træning og succes i de halvårlige tests at være en del af eliten.

Thomas Withen, der er Marius og Victor Withen Weierckes far, er en af de forældre, der har stået på sidelinjen, når træningen har været hård, og børnene skulle præstere.

- Kulturen omkring Flying Superkids er elitepræget, og det skal det vel også være, mener han.

- Kæft, trit og retning må det gerne være, især hvis folk skal være dygtige, og de ikke skal komme til skade. Det er faktisk godt nok. Men der skal ikke være angst, og det skal ikke være frygtstyret, siger Thomas Withen, som oplever, det er tilfældet på Flying Superkids.

Han fortæller om alt det gode, Flying Superkids er og kan. Om den flid og dedikation, børnene lærer. Om alt det positive, det er - det meste af tiden.

- De har lavet noget unikt. De har lavet nogle børn, der kan finde ud af at arbejde sammen, og som har lært at forstå en fælles besked, hvor det kan være svært. De leverer jo et gymnastikshow med kostumer, og de leverer nogle børn, der præsenterer. Det må man sige, de gør, siger han.

Men Thomas Withen genkender også den nervøse stemning, der kunne være, når direktør Lars Godbersen kom ind i gymnastiksalen. Frygten - også fra forældrene - for, at man var den næste i køen til skideballen.

- Filmen knækker de sidste ti procent. Det er de overfusninger. Det er typisk Lars, der kan flegne lige pludselig. Typisk er det, når han er presset, så skal det gå ud over nogen, og det er megasynd, for 90 procent af tiden er det et godt sted at være, fortæller Thomas Withen.

Dårlig samvittighed

De hårde oplevelser i Flying Superkids har for de tidligere gymnaster kastet skygger over deres senere ungdoms- og voksenliv. Maja Ravn Frederiksen, der var en del af Flying Superkidsmiljøet i fem år fra 2007 til 2011, har siden kæmpet med angst, og hun har i dag svært ved at acceptere, at hun kan begå fejl.

Lone Frederiksen så, hvordan der i træningssalen blev gået hårdt til hendes datter. I dag fortryder hun, at hun ikke greb ind dengang.

– Hun havde det jo vidunderligt, og hun elskede det deroppe. Men det er som om, det hele begynder, da der bliver gået hårdt til hende og råbt af hende. Så sker der noget i hende, fortæller hun og uddyber:

- Hun kunne ikke selv sige stop over for noget, hun elskede, og hun troede bare, det var sådan det var, for hun var ikke ældre end ni år. Men jeg burde vide bedre, for jeg kunne se en ændring på hende, hvor hun mentalt fik det mere træls. Det var angsten, der stille og roligt sneg sig ind i de år, og der burde jeg have trukket hende ud.

Forældrene var også bange

Det er ikke alle episoder, forældrene overværede, og de tidligere gymnaster fortæller også om et miljø, hvor man forsøger at holde skideballerne hemmelige, og man græder i omklædningsrummet, når ingen ser det.

Men som mor til Ida Parkegaard sidder Tine tilbage med en følelse af, at hun burde have set det.

- Man har dårlig samvittighed, når ens børn er kede af det, og når de har haft de oplevelser, de har haft. Så har man som mor dårlig samvittighed over, at man ikke gjorde noget, opdagede det, eller passede på, siger hun.

Begge mødre kan godt forstå, hvorfor gymnasterne i dag tænker, at forældrene var bange for Lars Godbersen.

- Jeg synes ikke, at jeg har oplevet, der er nogen forældre, der har sagt fra - om det så var for sit eget barn, eller om det var andres børn. Jeg tror lidt, man har været lidt bange for at gøre noget, siger Tine.

Hvor kommer det fra? I er jo vokse mennesker.

- Ja, men jeg tænker også, at der er mange af gymnasterne, der vil sige, at de er bange for Lars. Det tror jeg måske egentlig også, forældrene er, siger Tine.

I dag ser hun tilbage på en tid, hvor hun ville ønske, hun havde reageret og stået op for sin datter.

 - Jeg synes ikke, der er nogen børn, der er tjent med, at voksne mennesker skal stå og råbe ad dem, siger Tine.

Genkender ikke kritikken

Lars Godbersen afviser over for TV2 Østjylland, at han har skældt ud, men forklarer, at han højst har været tydelig over for børnene.

- På Gymnastikgården og ved Flying Super Kids har vi verdens mest åbne gymnastikforening.  Der er altid forældre til stede. Jeg kan ikke forstå, at der kan sidde 20 personer på en balkon i en gymnastiksal, hvor alle 20 ikke mener, de skal komme og sige, hvis noget er udskammende, siger han til TV2 Østjylland.

Han mener, at børnenes eventuelle mistrivsel først og fremmest er forældrenes ansvar. Han fortæller også, at Gymnastikgården i mange år har arbejdet med af afstemme forventninger med forældrene - de skal gennemlæse dokumenter og godkende, at de har læst, hvad det vil sige at have sit barn på gården.

- Det er forældrene, der virkelig er nøglen til trivselen, og børn er forskellige. Nogle trives fantastisk med at være på Gymnastikgården, og nogle gør ikke.  Og der er det vigtigt, at vi får fundet ud af det, siger han.

Lars Godbersen pointerer flere gange, at der aldrig har været klager over hans opførsel fra hverken forældre eller børn. Han er derfor med egne ord overrasket over kritikken.

- Jeg er hundrede procent sikker på, at på 1000 rejsedage er der dage, hvor jeg ikke har været god nok.  Der er dage, hvor jeg ikke har sagt det, jeg skulle. Der er dage, hvor jeg har lavet fejl. Det har jeg gjort, fordi jeg er menneske, og vi skal passe på med, at vi fjerner menneskeligheden ud af at være forening, siger han.

Formand for bestyrelsen i Foreningen Gymnastikgården, Truels Kjer, har ikke ønsket at deltage i et interview. I et notat til TV2 Østjylland, understreger han, at en samlet bestyrelse fuldt bakker Lars Godbersen, ledelsen og staben op, og at man er tilfreds med både resultater og indsats.

Bestyrelsesformand, Truels Kjer, opfordrer desuden i mailen med notatet, at TV2 Østjylland "kun bør anvende veldokumenterede udsagn og ikke blot børns huskerier."