Birgittes organer reddede liv: - Jeg føler, hun lever videre
Ventelisterne for at få nye organer er lange. Mange tøver nemlig med at blive donorer. Per Clausen skulle tage beslutningen på sin samlevers vegne
Hornhinderne. Det var det eneste, Birgitte Johnsen ikke ville give videre, når hun døde. Alle andre organer måtte de trængende patienter gerne få, når dagen kom.
- Lungerne, de to nyrer og leveren blev brugt. Det var i hendes ånd. Ellers havde vi ikke gjort det, siger Per Clausen, der var hendes samlever i 12 år.
Personer som Birgitte og hendes pårørende blev torsdag hyldet for deres indsats. Dansk Center for Organdonation fejrede nemlig 10 års jubilæum på Aarhus Universitetshospital, hvor Lungeforeningens kor sang for.
Det giver mig en glæde, for Birgitte ville jo stadig være død. Jeg ville jo aldrig få hende tilbage igen på nogen som helst måde.
Lungepatienter står nemlig ofte på venteliste til en organtransplantation, og selvom videnskaben hele tiden forbedrer mulighederne for at bruge afdøde patienters organer, er man stadig meget afhængig af, at flere tager stilling til, hvad der skal ske med organerne, når man en dag går bort.
Birgitte Johnsen havde taget snakken om organdonation over en kop kaffe med sin samlever, Per Clausen. Men officielt fik hun aldrig taget stilling til organdonation. Det gjorde samleveren sammen med hendes sønner.
Hun havde ligget i koma i 10 dage, da hun blev erklæret hjernedød.
- Jeg tog det op sammen med en læge, nogle sygeplejersker og Birgittes familie. Jeg sagde, at vi havde snakket om det, fordi jeg har arbejdet inden for det pædagogiske, hvor jeg havde en ung, hvis mor døde på en venteliste. Hun manglede nye lunger, siger Per Clausen til TV2 ØSTJYLLAND.
Antallet af transplanterede er stigende, men alligevel står der hele tiden patienter på venteliste til et nyt organ.
Hvis færre skal dø, kræver det, at flere tilmelder sig donorregistret eller som minimum tager stilling. Ellers er det de pårørende, som står med afgørelsen den dag, det bliver aktuelt, og det er en svær beslutning. Det ved Per Clausen alt for godt. Derfor holder han tale på Aarhus Universitetshospital i anledning af jubilæet
Og netop beslutningen er noget af det, Dansk Center for Organdonation arbejder på at gøre lettere.
- Når patienten er hjernedød og ikke hjertedød, så ligger patienten og er koblet til en respirator, og det vil sige, at det ser ud som om, der er synlig vejrtrækning, og hjertet slår jo stadig. Vi har gjort en særlig indsats for at markere forskellen mellem liv og død, for det er umiddelbart ikke tydeligt for øjet, siger Lone Bøgh, der er udviklingssygeplejerske ved Dansk Center for Organdonation.
En af de undersøgelser af den afdøde, som de pårørende bliver tilbudt at være med til, går ud på at lyse dem ind i øjnene. Lone Bøgh fortæller, at det har det en stor effekt for de pårørende, når de ser ind i de store øjne, der ikke reagerer på lyset. Så er de ikke længere i tvivl om, at deres nære ikke er her længere.
Beslutningen var også svær for Per Clausen, men i dag er han glad for, at han valgt donorvejen.
”Vi vil gerne udtrykke en varm tak, fordi du og din familie i en vanskelig situation sagde ja til organdonation.”
Sådan står der i et brev, Per Clausen modtog fra Region Midtjylland, efter hans afdøde samlevers organer havde hjulpet andre mennesker.
- Det brev, det ændrede alt for mig. For ellers havde det været en ligegyldig ting. Men det takkebrev kom til at betyde så meget.
Birgitte Johnsens lever gik til en 33-årig kvinde. De to lunger gik til en 39-årig mand. En nyre kom til Helsinki i Finland, den anden til Skejby.
- Det giver mig en glæde, for Birgitte ville jo stadig være død. Jeg ville jo aldrig få hende tilbage igen på nogen som helst måde. Men på en eller anden måde føler jeg, hun lever lidt videre, hvis jeg kan bruge de ord, siger Per Clausen.
