Børns Vilkår til forældre: Sådan hjælper du dit barn efter dødsulykke
Tivoli Friheden i Aarhus blev torsdag ramt af en dødsulykke, og det var der flere vidner til. Børns Vilkår kommer derfor med råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn, hvis det reagerer på hændelsen.
Det var en tragisk ulykke med fatal udgang, der ramte Tivoli Friheden og dens gæster torsdag.
En 14-årig pige mistede livet i rutsjebanen Cobraen, og parken blev lukket umiddelbart efter ulykken indtraf.
Men flere af forlystelsesparkens gæster var vidner til hændelsen, og her kan der have været børn imellem.
I den forbindelse er Børns Vilkår kommet med fem råd til forældre, om hvordan de kan tackle situationen og hjælpe deres børn bedst.
Organisationen oplyser desuden, at de endnu ikke har modtaget nogen henvendelser som følge af ulykken.
-
Lyt
Mange børn og unge kan støde på nyheder om hændelsen i Tivoli Friheden, og der kan være en risiko for, at de også får set noget, som bliver delt på sociale medier, de kan have svært ved at glemme igen. Det er samtidig sommer, og der kan være mange familier, der har planer om at besøge en forlystelsespark. Nogle børn og unge kan på baggrund af ulykken i Tivoli Friheden være bange for, at de selv kan risikere at havne i en forlystelse, hvor det samme kan ske.
Vis forståelse for, at børn og unge kan være nysgerrige og bekymrede, og derfor kan have brug for at tale om det, som er sket. Lyt og tag barnets tanker alvorligt, imens du tager dig tid til at svare på de spørgsmål, de må have om ulykken. Nogle børn vil undgå at stille spørgsmål for at skåne forældrene. Selvom dit barn måske ikke stiller nogle direkte spørgsmål, er det stadig vigtigt at invitere til en samtale, hvis du fornemmer, at dit barn har brug for det.
-
Tal med børnene
Samtalen med dit barn afhænger både af dit barns alder, om barnet selv var til stede, eller om det har venner, familie eller bekendte, der overværede ulykken i Tivoli Friheden.
Det er vigtigt, at vi taler med børnene om deres oplevelser af ulykken, hvis de selv eller nogle, de kender, har været til stede. Ellers kan vi efterlade dem med forklaringer og fantasier, der kan være endnu voldsommere. Det kan også være, at dit barn gør sig bekymringer, fordi de har hørt om ulykken.
Spørg gerne til, hvad dit barn helt konkret har læst eller set, og hvad barnet er bekymret for. Det kan du for eksempel gøre med nogle nysgerrige spørgsmål til barnets bekymringer. Du kan for eksempel sige:
“Jeg har lagt mærke til, at du er lidt stille, og du ikke fortæller så meget om, hvordan du har det. Jeg forestiller mig, at du måske er bekymret eller urolig? Er det mon rigtigt gættet?”
Spørg gerne dit barn, hvad det tænker og hvordan det mærkes i kroppen, samt hvordan barnet har forstået det, der er sket.
“Jeg tænker, at du må være bange. Og måske forstår du heller ikke helt, hvad der egentlig er sket. Er der noget, der ville være rart for dig, at jeg prøver at forklare?”
Nogle børn kan have nemmere med at tegne end tale. Her kan det hos nogle børn hjælpe, at I tegner sammen, tænder et lys, eller noget helt andet, sådan at dit barn får bearbejdet sine følelser på en anden måde.
-
Vær ærlig og konkret
En del børn og unge er naturligvis bekymrede for om, dette kommer til at ske igen. Det er vigtigt, at vi ikke fortæller eller lover børn og unge noget, vi ikke kan holde.
Tag barnets følelser alvorligt og svar så ærligt og konkret som muligt på spørgsmål. Men målret dine svar til barnets alder.
Fortæl gerne barnet, at det sker utroligt sjældent, at en forlystelse klemmer folk. Der er mange voksne, som tager sig af det, der er sket. Politiet er til stede, og de undersøger grundigt, hvad der kan være årsagen til det, der er sket.
Du kan også fortælle, at mange mennesker har prøvet mange forlystelser, uden at komme til skade. Ligesom mange mennesker også kom uskadt ud af denne forlystelse.
Vær opmærksom på, at du ikke overfører din egne bekymringer til dit barn. Tal derfor med andre voksne, når barnet ikke hører det, om dine egne bekymringer.
-
Skærm de små børn
Børn under 6 år skal så vidt det er muligt, skærmes fra at se og høre voldsomme nyheder.
Er de alligevel kommet til at se eller høre noget, så giv barnet en meget enkel forklaring på, at der er sket en ulykke i en forlystelsespark, men at det ikke er normalt.
Med små børn er det især vigtigt, at du gør tingene simple og konkret, og får spurgt til, hvad barnet forstår ved situationen. På den måde, kan du bedre tilpasse din forklaring, så det passer til barnets logik, fantasi og behov for information.
-
Tag hånd om børnenes frygt og reaktioner
Det er vigtigt at vise og fortælle børnene, at du som forælder vil gøre alt, hvad du kan for at passe på dig selv og dine børn. Børn kan få megen tryghed ved at vide, at der er voksne, der tager sig af situationen.
Når man har oplevet en farlig situation, kan det skabe øjeblikkelige og forsinkede krisereaktioner hos både dig selv og dine børn. Det kan dog være forskelligt fra barn til barn, hvordan disse reaktioner viser sig. Men det kan for eksempel være, at dit barn opfører sig anderledes end ellers. Måske dit barn har svært ved at sove, er meget hurtig til at blive vred eller ked af det eller er blevet helt indelukket og slet ikke vil snakke med dig. Det kan være en god ide at søge yderligere hjælp til dig og dit barn, hvis du og barnet har brug for det.
Tivoli Friheden har også selv oprettet en hotline, der er klar med krisehjælp til dem, der skulle have brug for det.
Desuden kan man kontakte BørneTelefonen hele døgnet rundt på +45 116111, ligesom ForældreTelefonen er tilgængelig i visse tidsperioder +45 35555557.
Børns Vilkår oplyser, at de har modtaget en del henvendelse på BørneTelefonen siden ulykken.