Dæmning er forsinket igen - men klar til masser af vand
Rathlousdal-dæmningen i Odder er endnu ikke færdig.
Gravkoen skovler den ene bunke jord efter den anden. Der skal graves ud til et overløb.
Arbejdet med at få Rathlousdal-dæmningen i Odder helt færdig er stadig i fuld gang.
Dæmningen, der skal beskytte husene i midtbyen mod oversvømmelser fra Odder Å, er blevet forsinket igen. Senest lød det fra kommunen, at den skulle stå færdig i oktober.
Men nu forlyder det, at dæmningen først bliver helt færdig engang i januar.
Intet at frygte
Husejerne i Odder behøver dog ikke frygte det næste regnvejr. De såkaldte spunsvægge er etableret i september, og det burde altså kunne holde vandmasserne tilbage, oplyser kommunen.
- Vi er nået så langt, at vi er ved at tage de midlertidige spuns op, så vandet kan løbe frit igennem. Og så er vi i gang med at lave overløbet, så vandet kan kommet over toppen af dæmningen, siger Helle Bøhl-Møller, der er chef for Teknik og Miljø i Odder Kommune.
Selvom det sidst lød, at dæmningen ville være klar i oktober, så er teknik- og miljøchefen tilfreds med processen, og hun forsikrer, at dæmningen er klar til at håndtere store vandmasser, hvis der skulle komme nogle de næste måneder og fremover.
- Det blev den klar til, da de her spuns blev banket i i september. Resten er færdiggørelsesarbejde, og her er det vigtigt, at vi gør det rigtigt og gør det pænt, siger Helle Bøhl-Møller til TV2 Østjylland.
Brød sammen i oktober
Den tidligere dæmning brød natten til 25. oktober 2023 sammen under presset fra enorme mængder vand, der var kommet fra oven, og så strøg det hele mod Odder.
TV2 Østjylland mødte dengang flere lokale, hvis huse var blevet ramt af oversvømmelserne, og få måneder senere kom der igen oversvømmelser i forbindelse med store mængder nedbør.
Siden oversvømmelserne har Odder Kommune arbejdet på at placere et ansvar for bruddet på dæmningen, der var relativt ny, da den brød sammen.
Samtidig er der foregået en proces for at sikre, at en ny dæmning blev bygget, og at den kan holde bedre end den forrige.