Radiator var monteret forkert: Væltede ned over otte-årig dreng
Det var en fejl i monteringen, der var skyld i, at en otte-årig dreng fik en radiator ned over sig mandag.
Mandag fik en otte-årig dreng en radiator ned over sig på Trekløverskolen i Kjellerup ved Silkeborg.
Nu viser det sig, at radiatoren var monteret forkert. Det oplyser ejendomschefen i Silkeborg Kommune, Allan Madsen, til TV2 Østjylland.
- Den sad oprindeligt fast I fire beslag på væggen, og da den faldt ned, hang den i tre beslag. Der var en lille sikkerhedsanordning, der var monteret forkert, og derfor faldt den ned, siger han.
Var blevet advaret
Det var lokalmediet DIT KJELLERUP, der først kunne fortælle historien om ulykken. Til mediet har skolechef, Peter Rasmussen, oplyst, at drengen efter omstændighederne har det okay.
Vægradiatoren, han fik ned over sig, var cirka to meter høj og en meter bred.
Kommunen var i sidste uge blevet advaret om, at et af beslagene hang løst på radiatoren - alligevel havde man spærret af for den.
- Vi er ved at undersøge, hvad der er op og ned i den sag. Umiddelbart var vurderingen, at sandsynligheden for, at der ville ske noget med radiatoren ikke var til stede. Det er det, jeg ved lige nu, siger Allan Madsen.
Det skete jo så alligevel. Er det en fejl fra jeres side?
- Det er en meget beklagelig vurdering, og vi er ulykkelige over, at der er sket det, der er sket. Nu får vi rettet op på de radiatorer, der er i hele gymnastiksalen, siger Allan Madsen.
Sætter 100 mand på opgaven
Kommunen har haft en byggesagkyndig ude på skolen for at vurdere årsagen til ulykken. Efterfølgende har man lukket gymnastiksalen, hvor man vil afmontere og kontrollere de fire radiatorer, der er i salen.
Kommunen har store væghængte radiatorer mange steder i kommunens bygninger, derfor skal samtlige gennemgås fra onsdag.
- Jeg har sat 100 mand i gang, der starter i morgen tidlig med at gennemgå alle kommunens skoler, haller, børnehaver og vuggestuer, hvor vi har væghængte radiatorer, for at undersøge, om der skulle være tilsvarende situationer, hvor radiatoren enten er monteret forkert eller hænger løst, siger Allan Madsen og tilføjer:
- Derudover arbejder vi også på at få etableret sikkerhedsordninger på samtlige vægmonterede radiatorer, så vi ikke kommer i den her meget ulykkelige situation igen.
Ejendomchefen understreger, at man arbejder hårdt på, at borgerne skal føle sig trygge i kommunens lokaler.
- Man skal være sikker og tryg ved vores gymnastiksale og haller. Vi sætter fuld skala ind med 100 mand de næste tre dage til at gennemgå samtlige radiatorer, så vi er sikre på, vi ikke har en tilsvarende situation andre steder i kommunen, og for at få hurtig klarhed over situationen, siger han.