Borgmester om udskældt plejehjem: - Der er sket svigt
Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, er ikke stolt af den historie, der er kommet frem om forholdene på plejehjemmet Kongsgården.
Den forgangne uge har budt på flere triste og foruroligende beretninger om omsorgssvigt på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Også borgmesteren er bekymret for situationen.
Det fortæller han i en video på Facebook.
- Der er sket svigt, og der er også handlet allerede. Men vi er nødt til at få klarlagt, om alt også er på plads nu, så man fremadrettet kan være tryg ved at sende sine gamle på plejehjem – også på Kongsgården, siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard, i videoen.
- Det er en historie, vi ikke er særligt stolte af, slår borgmesteren fast.
Skal til bunds i sagen
Han forventer, at der bliver taget hånd om problemerne på Kongsgården, så borgerne her igen får den behandling, man kan forvente.
For selvom der måske blot var tale om en alvorlig sag, så er det én for meget, påpeger Jacob Bundsgaard.
- Det er min klare, klare forventning, at den ansvarlige rådmand, Jette Skive (DF), og udvalget for Sundhed og Omsorg kommer helt til bunds i den her sag og får draget de konklusioner, der skal drages, så vi kan få genoprettet tilliden til vores ældrepleje i Aarhus, siger han.
Sagen kort
Efteråret 2019: Efter aftale med pårørende laver TV 2 skjulte optagelser af kritisable forhold på plejehjemmene Kongsgården i Aarhus og Huset Nyvang i Randers.
30. januar 2020: Aarhus Kommune politianmelder TV 2 for at have foretaget skjulte optagelser i en beboers plejehjemsbolig, uden at beboeren har kunnet give et samtykke. Østjyllands Politi afviser først sagen, men 26. marts meddeler politiet Statsadvokaten, at de af egen drift har indledt en efterforskning i sagen.
13. marts 2020: Fogedretten nedlægger forbud mod, at optagelser bliver vist, da behovet for offentliggørelse må vige for den meget grove krænkelse af især borgerens rettigheder, der er sket ved de skjulte optagelser.
23. april 2020: Familie anmelder plejehjemmet Kongsgården til politiet for omsorgssvigt. Samtidig stiller de sig frem i medierne med massiv kritik af stedet.
25. april 2020: Endnu en pårørende står frem med kritik af Kongsgården. Michael Espersen vælger at flytte sin far fra plejehjemmet på grund af forholdene.
26. april 2020: Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF) undskylder over de berørte familier til pårørende på Kongsgården. Hun lover bedring og personalemæssige konsekvenser.
27. april 2020: Forstanderen på Kongsgården fjernes og erstattes af en ny, mere rutineret leder.
Jette Skive har nu også været ude med en uforbeholden undskyldning til de pårørende, der er blevet ramt af de utilstrækkelige forhold på Kongsgården.
Her slår også fast, at forholdene allerede har fået personalemæssige konsekvenser, og der er flere på vej.
Varslet flere fyringer
- Sagen har haft personalemæssige konsekvenser, og de stopper ikke her. Der skal rettes ind, og det har vi været i gang med længe, siger Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), til TV2 ØSTJYLLAND.
Samtidig kommer hun med en uforbeholden undskyldning til de pårørende, der har følt sig krænket i sagen. Og som har måtte se deres kære blive behandlet på en utilstrækkelig måde på plejehjemmet.
- Jeg vil gerne give en stor undskyldning til de borgere, som har følt, at det her ikke har været i orden, lyder det fra Jette Skive.
Forstander er fjernet
Udtalelser kom fra Jette Skive søndag aften, og allerede mandag formiddag er der så ny udvikling i sagen. For forstanderen på Kongsgården er netop blevet fjernet og erstattet af en ny.
- Pårørende er kommet med eksempler på dårlig pleje og omsorg, som jeg ikke kan acceptere, vi giver i Aarhus Kommune. Der er allerede sket mange forbedringer på Kongsgården, men i mine øjne er vi langt fra i mål. Der skal endnu mere tryk på kulturforandringen. Det er helt afgørende, at der bliver genskabt tillid til forholdene på plejehjemmet, siger Jette Skive i en pressemeddelelse.
Den nu forhenværende forstander bliver flyttet til andre opgaver i Sundhed og Omsorg.
Aarhus Kommune oplyser, at det nu er en mere erfaren leder, der skal overtage ledelsen af Kongsgården. Den nye leder er 52-årige Susanne E. Larsen, som har været leder i Aarhus Kommunes ældrepleje siden 2012. Inden det har hun arbejdet 16 år i Københavnsområdet.