Efter massiv kritik: Forstander fjernes fra plejehjem

Plejehjemmet Kongsgården skal have ny forstander. Det sker blandt andet som konsekvens af skarp kritik fra pårørende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Flere pårørende har de seneste dage rettet en hård kritik af plejehjemmet Kongsgården i Viby.

De seneste dage har flere pårørende i skarpe vendinger kritiseret forholdene på plejehjemmet Kongsgården i Viby. Nu melder Aarhus Kommune ud, at forstanderen på stedet bliver flyttet til andre opgaver i Sundhed og Omsorg.

Der skal ikke sås tvivl om den pleje og omsorg, ældre, svage borgere kan få på plejehjemmene i Aarhus.
Jette Skive, DF, rådmand, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

- Pårørende er kommet med eksempler på dårlig pleje og omsorg, som jeg ikke kan acceptere vi giver i Aarhus Kommune. Der er allerede sket mange forbedringer på Kongsgården, men i mine øjne er vi langt fra i mål. Der skal endnu mere tryk på kulturforandringen. Det er helt afgørende, at der bliver genskabt tillid til forholdene på plejehjemmet, siger Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg, i en pressemeddelelse.

Sagen kort

Efteråret 2019: Efter aftale med pårørende laver TV 2 skjulte optagelser af kritisable forhold på plejehjemmene Kongsgården i Aarhus og Huset Nyvang i Randers.

30. januar 2020: Aarhus Kommune politianmelder TV 2 for at have foretaget skjulte optagelser i en beboers plejehjemsbolig, uden at beboeren har kunnet give et samtykke. Østjyllands Politi afviser først sagen, men 26. marts meddeler politiet Statsadvokaten, at de af egen drift har indledt en efterforskning i sagen.

13. marts 2020: Fogedretten nedlægger forbud mod, at optagelser bliver vist, da behovet for offentliggørelse må vige for den meget grove krænkelse af især borgerens rettigheder, der er sket ved de skjulte optagelser.

23. april 2020: Familie anmelder plejehjemmet Kongsgården til politiet for omsorgssvigt. Samtidig stiller de sig frem i medierne med massiv kritik af stedet.

25. april 2020: Endnu en pårørende står frem med kritik af Kongsgården. Michael Espersen vælger at flytte sin far fra plejehjemmet på grund af forholdene.

26. april 2020: Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF) undskylder over de berørte familier til pårørende på Kongsgården. Hun lover bedring og personalemæssige konsekvenser.

27. april 2020: Forstanderen på Kongsgården fjernes og erstattes af en ny, mere rutineret leder.

Aarhus Kommune oplyser, at det nu er en mere erfaren leder, der skal overtage ledelsen af Kongsgården. Den nye leder er 52-årige Susanne E. Larsen, som har været leder i Aarhus Kommunes ældrepleje siden 2012. Inden det har hun arbejdet 16 år i Københavnsområdet.

- Den nye forstanders første og vigtigste opgave bliver at gennemføre en kulturproces sammen med medarbejderne. Der må blandt medarbejderne ikke være nogen tvivl om, hvad der er takt og tone i god ældrepleje. Der skal også skabes et grundlag for et langt bedre samarbejde med de pårørende til beboerne, siger Kirstine Markvorsen, sundhed- og omsorgschef, i pressemeddelelsen.

VIDEO: Søndag aften svarede Jette Skive på kritikken af Kongsgården. Her slog hun fast, at der kom flere personalemæssige konsekvenser.

Den nye leder skal sikre videreførelse af en igangsat handleplan. Selvom der ifølge rådmand Jette Skive er sket mange gode tiltag på Kongsgården det seneste år, er det ikke nok.

- Beboertilfredsheden er steget, der er kommet bedre tilsynsrapporter, sygefraværet er faldet og økonomien er i plus. Men det er jo ikke nok, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få ændret på kulturen. Der skal ikke sås tvivl om den pleje og omsorg, ældre, svage borgere kan få på plejehjemmene i Aarhus. Derfor er jeg tilfreds med, at vi udpeger en ny, erfaren forstander, der skal føre plejehjemmet i mål, siger Jette Skive.

Har kæmpet i tre år

En af dem, der har kritiseret plejehjemmet, er Charlotte Ahm. Hun er barnebarn til en 90-årig kvinde på plejehjemmet, og sammen med sin familie har hun kæmpet for at råbe Aarhus Kommune og plejehjemmet op i hele tre år.

Vi tænker hver dag på, om hun har det godt, om hun overhovedet kommer ud af sengen, og om hun får tør ble på. Det fylder hver eneste dag.
Charlotte Ahm, barnebarn til beboer på Kongsgården

Nu er tålmodigheden sluppet op, og de har anmeldt plejehjemmet til politiet for omsorgssvigt.

- Vi er konstant bekymret for farmor, og vi tænker hver dag på, om hun har det godt, om hun overhovedet kommer ud af sengen, og om hun får tør ble på. Det fylder hver eneste dag, har Charlotte Ahm, der er barnebarn til den 90-årige kvindelige beboer, tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.

Det var blandt andet historier om overdosering af medicin, anklager om manglende skift af bleer i op til et døgns varighed, og at hun ikke blev vendt om natten, som hun skulle for at undgå liggesår, der først fik familien til at tillade skjulte optagelser og siden gå til politiet.

VIDEO: Pårørende til beboere på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus rejser skarp kritik af forholdene. Indslaget er fra 23. april 2020.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her