Brækkede næsen på 12-årig: Dreng varetægtsfængslet efter overfald
En 17-årig dreng er blevet varetægtsfængslet efter i forening med flere andre at have slået og sparket en yngre dreng. Politiet efterlyser fortsat vidner.
Efter en 12-årig dreng tirsdag blev overfaldet foran Gellerup Bibliotek, er en 17-årig dreng nu varetægtsfængslet.
Der er tale om en varetægtsfængsling på fire uger, oplyser vagtchef hos Østjyllands Politi Mikkel Møldrup.
Den 17-årige er sigtet for kvalificeret vold mod den yngre dreng begået i forening med flere andre på gaden ved Gudrunsvej i Brabrand ved Aarhus. Han blev fremstillet ved Retten i Aarhus onsdag.
Brækket næse
Overfaldet fandt sted foran biblioteket i tidsrummet omkring 16.20 til 16.55. Og lokalpolitiet i Aarhus Vest søger fortsat vidner til episoden.
- Drengen er blevet tildelt både slag og spark og har brækket næsen. De var flere i forening om overfaldet, og derfor kommer det op i kvalificeret vold, siger vagtchefen.
Politiet vil især gerne i kontakt med en mand på omkring 25 år, der angiveligt skulle have forsøgt at stoppe overfaldet.
Man kan kontakte Østjyllands Politi på 114, hvis man har oplysninger i sagen.