Brand i taglejlighed i Aarhus
Østjyllands Brandvæsen er lige nu i gang med at slukke en brand i en taglejlighed i Aarhus C.
- En genbo anmeldte, at der var brand i en lejlighed på 4. sal, det var tagetagen. Genboen kunne se tydelige flammer, fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Thomas Jørgensen.
Brandvæsnet sendte derfor patruljer afsted, men fik senere endnu en melding om flammerne.
- Vi fik at vide, det var tiltagende, og senere at man kunne se kraftige flammer, fortæller han.
Derfor blev der sat ekstra mandskab ind, og i alt fem køretøjer og to indsatsledere var til stede ved branden.
- Vi får hurtigt sendt røgdykkere op og finder ud af, det er en mindre brand, men at den har været omkring vinduet, så det har set voldsommere ud, end det er, fortæller Thomas Jørgensen.
Da lejligheden ligger i toppen af etageejendommen, har brandvæsnet rykket talstærkt ud.
- Vi sender ekstra køretøj derud, fordi det er en taglejlighed. Vi har set eksempler på, det kan udvikle sig, siger han.
Der er nu styr på branden, men der er stadig to brandkøretøjer og en indsatsleder på stedet.
Der er ikke meldinger om personskade, og det vides endnu ikke, hvad der har startet branden.