Brand i træpiller spreder kemisk lugt - kan vare alt fra timer til dage
Torsdag middag er der brand i en silo med træpiller på Studstrupværket ved Skødstrup. Det oplyser Ørsted.
Træpillerne ligger og ulmer, og det giver lugtgener i området omkring Studstrupværket ved Skødstrup, Skæring og Løgten.
Det fortæller Ørsted.
- Der kommer noget røg, som gør, at man kan lugte det rundtomkring, siger Carsten Birkeland Kjær, der er pressekontakt i Markets & Bioenergy ved Ørsted.
Brandvæsnet har et par folk derude, men Ørsted håndterer selv branden med interne kemikere, oplyser Østjyllands brandvæsen.
- Man gør det iltfattigt ved at sprøjte noget nitrogen derind, og så venter man på, at det slukker af sig selv, siger Carsten Birkeland Kjær.
Borgere beskriver i den lokale Facebookgruppe, at der lugter kemisk i området. Lone Degn er en af de nærmeste naboer, og hun kalder lugten som "helt forfærdelig".
- Det er trængt ind i huset, selvom vi har lukket alle vinduer og døre. Vi kan næsten ikke være i vores hjem, siger hun.
Ingen tidshorisont
Ørsted pointerer, at røgen ikke er giftig. Det samme lyder meldingen fra Østjyllands Brandvæsen, som torsdag aften fortsat er i gang med slukningsarbejdet.
Kemisk Beredskab samt værkets egne kemikere har været ude at lave målinger i området.
- Det er forbrændingen, der lugter. Det er ikke noget, der er farligt, farligt. Men det er klart, hvis du har en brand i nærheden, så er det ligesom alt mulig andet røg ikke noget, man har lyst til at have indenfor, siger operationschef Thomas Jørgensen.
Han kan kort før klokken 18 ikke give nogen tidshorisont på, hvornår de kan forlade stedet. Og det kan i princippet vare alt fra timer til dage.
Brandvæsenet er i gang med forskellige tiltag, der forhåbentlig kan få bugt med branden snart.
Nødtømning i gang
Carsten Ruders, kraftværkschef på Studstrupværket, siger:
- I forbindelse med, at vi skulle i gang med at bruge træpiller på Studstrupværket igen som opstart på varmesæsonen, er der opstået en varmeudvikling i nogle af træpillerne i forbindelse med, at der kommer ilt ind i siloen. For at sikre, at varmeudviklingen ikke spreder sig til resten af siloen, har vi igangsat en nødtømning for at få de træpiller ud, som ulmer og afgiver røg. Vi kan endnu ikke sige noget om, hvor stor en andel af træpillerne, vi bliver nødt til at køre ud af siloen, udtaler han.
Siloen på Studstrupværket har en kapacitet på 65.000 tons. I øjeblikket indeholder siloen omkring 55.000 tons træpiller, hvilket svarer til omkring ti dages forbrug i fuld drift.
Ingen problemer med forsyning
Hvor stor en andel af træpillerne, der vil være beskadiget af varmeudviklingen er endnu uvist, da arbejdet med at stoppe varmeudviklingen stadig pågår.
Studstrupværket producerer i øjeblikket el, og driften er ikke påvirket af situationen på nuværende tidspunkt. Studstrupværket vil stadig have træpiller nok til rådighed til at kunne levere fjernvarme på træpiller gennem hele vinteren.
Relevante myndigheder er orienteret om situationen.