Bus med passagerer bryder i voldsom brand under kørsel
Politiet mangler endnu viden om årsagen til branden.
En buskøretur med Østjydsk Turistbusser blev søndag morgen mere dramatisk end forventet for chauffør og passagerer.
Bussen brød således i brand, mens den kørte på Silkeborgvej i Åbyhøj.
Årsagen til, at bussen brød i brand, er endnu uvis, oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Nu skal der laves en undersøgelse, der skal belyse, hvorfor det skete. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige noget med sikkerhed, siger vagtchef Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Formentlig defekt i motor
Branden brød ud i bussens bagende. Episoden blev anmeldt til politiet kokken 7.57 søndag morgen.
Hverken chauffør eller passagerer er kommet til skade i forbindelse med den pludselige brand i bussen.
- Selvom branden bryder ud, mens bussen kører, er der ingen personskade. Passagererne skynder sig at komme ud, lyder det fra vagtchef Jes Frederiksen.
Mens det altså er uvist, hvorfor branden brød ud, har vagtchefen dog et kvalificeret gæt.
- Jeg tænker, at det er en defekt i motoren, der har forårsaget branden. Det er mest nærliggende at tro, siger Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.
En patrulje fra Østjyllands Politi har søndag formiddag talt med bussens chauffør for at blive klogere på årsagen til branden. Flere brandbiler blev sendt til Silkeborgvej i Åbyhøj for at slukke ilden i bussen.