Charlotte glæder sig over lederskifte – men stoler stadig ikke på plejehjem

Mandag blev forstanderen på det udskældte plejehjem Kongsgården udskiftet. Der er dog stadig lang vej i mål, lyder det fra en af de pårørende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Charlotte Ahm (tv.) og Hanne Larsen (th.) har meldt Plejehjemmet Kongsgården til politiet, fordi de mener, at plejehjemmet har svigtet deres mor og farmor. Nu er forstanderen fjernet.

Gennem den seneste uge har kritikken af plejehjemmet Kongsgården i Viby i Aarhus været massiv, og mandag fik problemerne her så synlige personalemæssige konsekvenser.

Det er svært at have tillid til et sted, hvor der har været problemer i så mange år.
Charlotte Ahm, barnebarn til beboer på Kongsgården

Forstanderen er blevet fjernet og skiftet ud med en anden. Hvilket glæder en af dem, der har været fremme med kritik.

- Det er fint, at forstanderen er skiftet ud. Jeg forstår så ikke, hvorfor hun bare er flyttet til et andet sted i Sundhed og Omsorg i stedet for at blive fyret, siger Charlotte Ahm til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Charlotte Ahm har sammen med sin faster, Hanne Larsen, der er datter til en 90-årige kvinde på plejehjemmet, kæmpet for at råbe Aarhus Kommune og plejehjemmet op i hele tre år. Se indslaget fra den 23. april her.

Tør ikke tro på noget

Hun er barnebarn til en 90-årig kvinde på Kongsgården, og sammen med hendes familie har de kæmpet for at råbe plejehjemmet og Aarhus Kommune op i hele tre år.

Først nu ser der ud til at ske noget. Men Charlotte Ahm vil se resultater, før hun tør tro på noget.

- Jeg glæder mig til at se den nye leder i aktion, men mine forhåbninger er lig nul, når det drejer sig om Kongsgården. Lederen skal bevise noget først, lyder det fra Charlotte Ahm.

- Det er svært at have tillid til et sted, hvor der har været problemer i så mange år. Det er nogle voldsomme ændringer, den nye leder skal lave, før min tillid er tilbage.

Sagen kort

Efteråret 2019: Efter aftale med pårørende laver TV 2 skjulte optagelser af kritisable forhold på plejehjemmene Kongsgården i Aarhus og Huset Nyvang i Randers.

30. januar 2020: Aarhus Kommune politianmelder TV 2 for at have foretaget skjulte optagelser i en beboers plejehjemsbolig, uden at beboeren har kunnet give et samtykke. Østjyllands Politi afviser først sagen, men 26. marts meddeler politiet Statsadvokaten, at de af egen drift har indledt en efterforskning i sagen.

13. marts 2020: Fogedretten nedlægger forbud mod, at optagelser bliver vist, da behovet for offentliggørelse må vige for den meget grove krænkelse af især borgerens rettigheder, der er sket ved de skjulte optagelser.

23. april 2020: Familie anmelder plejehjemmet Kongsgården til politiet for omsorgssvigt. Samtidig stiller de sig frem i medierne med massiv kritik af stedet.

25. april 2020: Endnu en pårørende står frem med kritik af Kongsgården. Michael Espersen vælger at flytte sin far fra plejehjemmet på grund af forholdene.

26. april 2020: Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF) undskylder over de berørte familier til pårørende på Kongsgården. Hun lover bedring og personalemæssige konsekvenser.

27. april 2020: Forstanderen på Kongsgården fjernes og erstattes af en ny, mere rutineret leder.

Skulle være sket noget før

Også formanden for beboer- og pårørenderådet på Kongsgården, Lene Spanggård, er skeptisk over for udskiftningens effekt.

Og hun synes, at ændringerne sker alt for sent.

Jeg mener ikke, det er det rigtige at skifte ledelsen ud. Jeg mener, at man skal gå ind og se på, hvad stedet har brug for, og hvad medarbejderne siger.
Lene Spanggård, formand beboer- og pårørenderådet, Kongsgården

- I de seks år, hvor jeg har været her, og min mor har boet her, der har der været problemer af forskellig art. Der har været skiftet ledere ud, og det her er så den tredje leder, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg mener ikke, det er det rigtige at skifte ledelsen ud. Jeg mener, at man skal gå ind og se på, hvad stedet har brug for, og hvad medarbejderne siger.

Rådmand afviser kritik

Især den ansvarlige rådmand, Jette Skive (DF), burde ifølge hende have grebet ind noget før.

- Jeg kan jo ikke sige, om Jette Skive ikke har hørt kritikken. Men det undrer mig. Der har været møder og tillidsmålinger, og vi har tidligere været i avisen. Så come on, hvis man vil spørge sine medarbejdere, hvordan det går, så har der været gode muligheder - hvis ikke hun har fået det serveret på et sølvfad, siger Lene Spanggård til TV2 ØSTJYLLAND.

Lene Spanggård havde gerne set drastiske ændringer og handling på Kongsgården længe før nu. Men det er ikke lederens skyld, mener hun. 

Til den kritik er svaret klar fra den ansvarlige rådmand i Sundhed og Omsorg, Jette Skive.

- Forstanderen har jo kunnet klare opgaven, det er bare ikke gået stærkt nok, lyder det fra Jette Skive til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Få et overblik over hele sagen i indslaget her. 

Tålmodighed brugt op

Aarhus Kommune oplyser, at det nu er en mere erfaren leder, der skal overtage ledelsen af Kongsgården. Den nye leder er 52-årige Susanne E. Larsen, som har været leder i Aarhus Kommunes ældrepleje siden 2012. Inden det har hun arbejdet 16 år i Københavnsområdet.

Den tidligere forstander har altså ifølge Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), rent faktisk klaret opgaverne på Kongsgården, men det er ikke gået stærkt nok med at få vendt tingene.

VIDEO: Michael har valgt at flytte sin far fra plejehjemmet. Se indslaget fra den 24. april her. 

- Min tålmodighed er brugt op, det er gået for langsomt, og jeg vil ikke vente halve år på, at vi har tingene der, hvor vi gerne vil have dem, siger rådmanden til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er en sørgelig situation, som er dybt tragisk. Der er dog sket store fremskridt på Kongsgården, men de pårørende ønsker mere. Så vi skal gøre, hvad vi kan, for de er glade og trygge.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her