Cigaretskjulere i butikkerne virker: 20 millioner færre cigaretter solgt
Føtex, Bilka og Netto-butikkerne har siden september skjult cigaretterne bag gardiner i butikkerne. Og det har betydet, at færre har købt dem
Bilka, Føtex og Netto har solgt 20 millioner færre cigaretter end normalt siden den 1. september. Det kan lyde som et problem for butikkerne, der alle er ejet af Salling Group, men faktisk er det noget, de er meget stolte af.
I september begyndte de at gemme cigaretter og andre tobaksvarer bag et gardin, og selvom de ikke er mindre til salg, end de plejer, så har de altså solgt fire procent mindre af de skadelige varer.
- Vores erfaring viser, at når vi har trukket gardiner for tobakken, så falder andelen af impulskøb. Det er typisk nye, unge rygere, der ikke ser det og så ikke køber det, siger Jonas Schrøder, der er direktør i Salling Group.
Og selvom det rent økonomisk ikke gør noget godt for butikkerne, så ofrer de gerne en smule af salget.
- Hvis jeg mister fem procent i omsætning på cigaretter, men hvis det kan være med til at gøre en generation røgfri, så tager jeg gerne de fem procent, siger Lars Lind, der er varehuschef i Føtex i Skejby Centret.
Håber at andre følger med
Hos Salling Group er man opmærksom på, at nogle rygere blot vil finde et andet sted at købe sine cigaretter, men de håber på, at deres tiltag kan gøre en forskel.
- Hvis vi gør det her, er der forhåbentlig flere, der går med, og det er også det, vi ser. Der er flere af vores konkurrenter, der også gemmer tobakken væk, siger Jonas Schrøder til TV2 ØSTJYLLAND.
Og spørger man blandt kunderne, er gardinerne alt i alt en god ide.
- Jeg tænker, at det er godt nok fra de unges synspunkt, så de ikke ved, hvad de skal købe. Jeg ved allerede, hvad jeg skal have, så jeg tænker ikke så meget over det, siger Morten Elmann Adamsen, der har røget siden 9. klasse.
Da han begyndte at ryge var han altså lige i den målgruppe, som forretningerne prøver at holde fra cigaretterne med de nye gardiner. Han er dog ikke overbevist om, at det ville have virket.
- Det kan jeg jo ikke sige nu, men umiddelbart tror jeg ikke, det ville have ændret så meget, siger den i dag 23årige til TV2 ØSTJYLLAND.
Cigaret-gardinerne får altså lov at blive. Man kan fristes til at spørge, om det bliver ved smøgerne, eller om kunder i fremtiden skal vænne sig til, at alle usunde varer er gemt væk under et gardin.
- Det er jo en balancegang. På den ene side vil vi gerne være med til at skubbe på nogle sundere initiativer, og på den anden side vil vi altså ikke være dem, der løfter pegefingeren mod vores kunder. De skal selv bestemmer, hvad de vil spise og drikke.