Madspildsbutik genbruger juleresterne: - Det skal ikke smides ud

Madspilds-succesen WeFoods østjyske afdeling markerer for første gang julen ved at sælge aflagte julevarer i januar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Juleslikket får en ekstra tur på hylderne hos WeFood.

Juleservietter, julelys, julekager, juleslik. Julen er forbi, og vi er trådt ind i det nye år, og det betyder, at de fleste butikker opgiver at sælge den sidste rest af julevarer. Varerne bliver dog ikke alle sammen smidt ud.

Lars Skov arbejder i WeFood, og han brugte hele onsdagen på at hente overskydende jule- og nytårsvarer fra Føtex-butikkerne i Aarhus.

Det er forfærdeligt. Det er tankevækkende, at der er så mange rundt om i verden, der sulter, og smider bare det ene og det andet ud.
Sara Uth, Aarhus

- Det er vigtigt, fordi ellers ville butikkerne jo bare smide det ud i containeren. Det ville være direkte madspild, og der er nogle mennesker, der har brug for dem, siger Lars Skov til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis man ikke er blevet helt træt af snapsen endnu, er der her en mulighed for at købe mere.

Konceptet går kort sagt ud på, at varer, der grundet beskadiget emballage eller overskredet salgsdato ikke kan sælges i de almindelige dagligvareforretninger, bliver doneret til WeFood-butikken, som så sælger det billigt til kunderne.

- Jeg tror, det er med til at gøre en lille forskel og hjælper lidt på madspildet. Det er jo helt forfærdeligt, så meget der bliver smidt ud rundt omkring, siger Henning Jacobsen, der er frivillig i WeFood.

Henning Jacobsen er en af de frivillige, der arbejder i butikken.

Ifølge organisationen ender en tredjedel af alt produceret mad i skraldespanden. Og det ærgrer både de frivillige og kunderne i butikken.

- Det er forfærdeligt. Det er tankevækkende, at der er så mange rundt om i verden, der sulter, og smider bare det ene og det andet ud, siger Sara Uth, der bor i Aarhus.

Første gang med julevarer

WeFood i Aarhus åbnede op tidligere i år, og derfor er det første gang, at de samler varer ind efter juleferien, og nu vil tiden vise, om juleservietter og andre varer fra højtiden kan sælges.

Nissehuer, gavepapir og servietter med julede motiver er fra i dag i sortimentet.

- Jeg køber primært det, jeg står og mangler lige nu og her, så umiddelbart tror jeg ikke, det er den slags, jeg ville gå efter, siger Frederikke Sønderskov, der er studerende i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg vil måske købe lys og sådan nogle ting. Det kan jeg altid bruge, og det kan jo bare gemmes til næste år. Også servietter og sådan noget, siger Sara Uth.

WeFood donerer overskuddet til Folkekirkens Nødhjælp.

Butikken slog dørene op i Aarhus i maj og selvom butikken har haft en forrygende start, sigter de frivillige stadig mod stjernerne.

- Jeg kan kun håbe, at vi stadigvæk vokser, for vi har mange varer, så vi kan godt bruge mange kunder. Man kan godt håbe på lang sigt, at det kan sprede sig til andre byer, siger Henning Jacobsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Butikkens overskud går alt sammen til Folkekirkens Nødhjælp, og der arbejder udelukkende frivilligt personale i den Aarhusianske afdeling.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her