Det bliver dyrere at gå i Den Gamle By
Det har store konsekvenser, hvis Den Gamle By i Aarhus mister 3 mio. kroner i statstilskud
Den Gamle By i Aarhus risikerer at miste 3 mio. årligt. Konsekvenserne er blandt andet, at det bliver at dyrere at komme ind som gæst.
Pengene kommer i form af statstilskud og udgør 20 procent af Den gamle Bys samlede statstilskud. De kommende år bliver alle statslige institutioner ramt af nedskæringer.
- Men udover de nedskæringer bliver Den Gamle By ekstraordinært ramt. I 2009 fik vi at vide, at vi ville få et løft, og at det var permanent. Men det var det ikke. I 2012 fik vi fire år mere. Og det er det, der løber ud nu, siger Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør, Den Gamle By.
Læs også:
Indtil videre har ingen politikere peget på, at Den Gamle By fortsat kan få de tre mio. kroner.
- Jeg tror og håber på, at fornuften sejrer til sidst. Den Gamle By er berettiget til tilskuddet, fordi vi blev stillet det i udsigt, og vi har brug for pengene. Vi laver et museum, der når ud til hele den danske befolkning og ikke kun det sædvanlige kultur-publikum. For hver offentlig krone, vi får i tilskud, tjener vi fire kroner, så vores skattebetaling er højere end det tilskud vi modtager, siger Thomas Bloch Ravn.
Ifølge museumsdirektøren udgør de 3 mio. kr. olien, der smører hele maskinen.
- Vi prøver hele tiden at spare, men vi kan komme til at skære nogle af de ting væk, som vi er stolte af. For eksempel til ældre med demens. Det er en underskudsforretning for os, siger Thomas Bloch Ravn.
Entré-prisen, der ligger på 110 til 135 kroner for voksne er et område, der helt sikker vil stige uden statstilskuddet på 3 mio. kroner.
- Vi er nødt til at skrue entréprisen op, selv om Den Gamle By er i forvejen et af de dyreste steder at komme ind, siger Thomas Bloch Ravn.
Den Gamle By er blandt de 20 mest besøgte attraktioner i Danmark og har årligt op mod en halv million gæster.